Vacciner, klodser og kaos i dagplejen

For noget der minder om 1000 år siden sagde den venlige sygeplejerske i Sundhedshuset at vi kunne forvente lidt udslæt og feber om ca. 10 dage i forbindelse med den første MFR vaccine. Det viser sig at det ikke er 1000 år siden, men derimod…ja, du gættede det…10 dage! Så her er vi. Med udslæt, feber, pylret tumling – og nye klodser!

Hep hey – nyt legetøj redder dagen! For første gang i (heldigvis) ret lang tid gik Ekko amok i dagplejen i dag. Eller, amok er ikke helt det rigtige ord, for hun er ikke vred når det sker, nærmere bange og frustreret. Men altså, hun gik i skrigemode. Som i fuldstændig-panisk-hvis-du-ikke-tager-mig-op-dør-jeg-agtigt-skrigemode. Det er sådan noget hun kan. Så hun blev taget op, trøstet, faldt i udmattet søvn på armen og vågnede med stoppet næse og begyndende feber.

Alt dette vidste jeg faktisk ikke da jeg købte klodser – jeg syntes bare at hun trængte til lidt nyt. Og hurra for det! Vi har brugt eftermiddagen på at sætte kasser oven på hinanden, vælte kasser, råbe BUUUMMMM, sætte kasser inden i hinanden, sige dyrelydene, der passer til kasserne, tælle prikker osv. osv. Vi var lige ved at glemme at pylre!

Nu sover banditten (og jeg skal love jer for at jeg krydser fingre for at det varer maaaange timer endnu, men jeg har mine tvivl…). Jeg tror bestemt at feberen skyldes vaccinen og at en del af det dårlige humør skyldes feberen. Men jeg tror ikke at skrige-turen i dagplejen nødvendigvis er relateret dertil. I mandags startede der en ny dreng i dagplejen og det er tilsyneladende noget hårdere for Ekko end for pågældende dreng (som tager det hele i stiv arm). Jeg ved ikke om Ekko er jaloux? Lidt måske, Anitas opmærksomhed er jo naturligvis mere delt imellem børnene end den plejer at være – og samtidig har Ekko svært ved at forholde sig til at ny-drengs-mor er i dagplejen. Fremmede voksne er ikke sensitive-Ekkos kop te.
Hun har dog faktisk taget det pænt, omend hun har været væsentligt mere udmattet når jeg har hentet hende end hun plejer at være. I dag var ny-dreng der ikke og jeg tror at Ekko derfor benyttede chancen til lige at pointere overfor dagplejemor at hun altså ikke bare sådan kan bruge al sin energi på ny-dreng. Og hun skal i hvert fald ikke lægge Ekko helt alene ud i barnevognen når ny-dreng ikke engang er der…

Ej, jeg ved ikke om det er det ene eller det andet (eller en kombination) – men jeg krydser fingre for at det går bedre i morgen :-)

Ps: Klodserne er fra Magni og Ekkos überfine natdragt er fra Joha :-)

2 Comments on Vacciner, klodser og kaos i dagplejen

  1. Henriette // blondinemor
    august 29, 2014 at 1:52 pm (4 år ago)

    Tror sagtens feberen kan skyldes vaccinen… Fik af vide da jeg blev hpv vaccineret at nogle reagere forsinket, så mon ikke også man kan det med børnevaccinerne :) god bedring!

    Svar
    • Charlie
      august 29, 2014 at 4:50 pm (4 år ago)

      Jo, det tror jeg også. Sygeplejersken havde også advaret om at der kunne komme en sen reaktion. Hun er dog helt frisk igen i dag så det var ikke en slem omgang :-)

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *