Tips til flyrejser med små børn

Jeg tror at nøglen til en god flyrejse med små er børn er; forberedelse. Praktisk forberedelse såvel som mental forberedelse.

Først er fremmest er det vigtigt at beslutte om det er det værd – for det er hårdt at flyve med børn. Men ude på den anden side af en lang (eller kort) flyvetur venter potentielt fantastiske oplevelser.

Når beslutningen er taget er der nogle ting der er gode at tænke over – her er mine erfaringer sådan nogenlunde i punktform. Jeg ønsker alle fremtidige mini-rejsende en rigtig dejlig tur :-)

Timing
Hvor lang er flyveturen? Hvis det drejer sig om mange timer kan du med fordel tænke over timingen. På udrejsen havde vi en 8 timers flyvning til New York med take-off klokken 18.30. Ekko bliver normalt puttet mellem 19 og 19.30 så det passede perfekt at vi fik serveret lidt mad og så var hun naturligt træt.

Efter flyvningen havde vi en overnatning på hotel i New York hvor vi sov så meget som Ekko havde brug for inden vi fløj de sidste 5 timer til Calgary. Den anden flyvning kom på den måde til at være på et tidspunkt hvor Ekko ikke havde brug for at sove – det var smart på den måde at hun havde meget svært ved at finde ro ombord på flyet (hvor der var larm, mennesker og ikke mulighed for at ligge) – men samtidig var det lidt usmart fordi 5 timer er længe at underholde en 1-årig på meget snæver plads!

På hjemrejsen lettede vi fra Calgary klokken 13.00 – dvs. i teorien midt i middagsluren som dermed blev skubbet. Vi havde kun 4 timer i New York inden vi fløj videre klokken 21.30 – på dette tidspunkt var Ekko aldeles overtræt og slet ikke indstillet på at sidde fastspændt i en sele.

Den første kombination af flytider var klart at foretrække! Den anden resulterede i temmelig meget skrigeri…

Stress
En stor stress faktor (i hvert fald for mig) var hvordan mit skrigende barn ville genere de andre passagerer. På udrejsen havde vi en enkelt lille skrigetur da Ekko havde svært ved at falde i søvn og på hjemrejsen fra New York til København havde vi adskillige. Først og fremmest vil jeg sige at både personalet og vores medpassagerer var helt enormt søde og forstående! Personalet kom med bamser, juice og skulderklap og flere medrejsende tilbød alt fra ipads til chokolade. Andre fortalte om deres egne erfaringer, viste billeder af deres børn og var i det hele taget meget mere overbærende end jeg havde forventet.

Derfor kan jeg kun sige: Slap af. Du bliver ikke lynchet fordi dit barn fortæller (højlydt) at situationen ikke er i orden.

Dog vil jeg igen lige pointere timingen – på den sværeste flyvning fra New York til København var klokken (lokal tid) 23.30 – 06.00 (21.30 – 04.00, Calgary tid). Dermed var alle passagerer trætte og alle ville gerne sove – og derfor generede Ekkos skrigeri naturligvis mere end på de tre andre dags-flyvninger.

Mental forberedelse
For at undgå stress er det en rigtig god ide at foreberede sig på de problemer der kan opstå.
Hvad er det værste, der kan ske?
At dit barn skriger i 8 stive timer? I vores tilfælde var det klart en situation vi kunne se for os, men vi var enige om at vi så ofte har gået med hende i flere timer end det så hvis det skulle komme dertil skulle vi nok klare den igen. For mig handlede en stor del af forberedelsen om at tackle de medrejsendes misbilligende blikke – og da det viste sig at der slet ikke var nogen af dem, var det nemt at bevare roen (og Ekko skreg slet heller ikke i 8 timer – hun var faktisk herresej og sagde stort set ikke et kvæk på hele udrejsen).
At barnet kaster op eller kaster mad ud over det hele? Medbring skiftetøj til hele selskabet.
At barnet løber rundt og slet ikke er til at styre? Lad endelig barnet løbe lidt op og ned ad gangen hvis det er det, der skal til :-)
Du kender dit barn bedst. De tre her nævnte situationer var dem vi forestillede os, men alle børn er forskellige og du ved bedst hvor der normalt kan opstå konflikter for netop dit barn – tænk over det og tænk over hvordan i som forældre vil reagere på de forskellige situationer.

Praktisk forberedelse
Hav et arsenal af konflikt-løsere med i håndbagagen. Vi havde:

Små rosin pakker (Ekko synes at de er mægtige og kan bruge lang tid på at få alle rosinerne ud)
Nyt legetøj (bøger, biler og Duplo dyr – vælg noget du ved barnet vil synes om, men som ikke fylder for meget…)
Ipad (den reddede os sååå mange gange!)
Juice
Vand
Grovboller
Chokolade (jaja, det er jo ikke spelt-agtigt, men hvis det kan annullere en skrigetur så gælder alle tricks 😉

Og til sidst vil jeg bare lige sige at øjeblikke som disse (på billederne) i allerhøjeste grad vejer op for besværet med den lange flyvetur. Når man kan bade i krystalklare bjergsøer under en turkis himmel og omgivet af den dybeste skov og når det eneste, der bryder stilheden er Ekkos latter når hendes far svinger hende igennem det kolde vand – så ved man at man er det rette sted. Og man tænker slet ikke på at man også har en lang tur hjem foran sig… :-)

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *