juli 2014 archive

Om 10 år er jeg biolog og bor i Calgary

Sådan svarede jeg i et spørgeskema i samfundsfag i 7. klasse. Fremtiden stod lysende klart for 12-årige mig.Fremtiden flaskede sig dog i realiteten en smule anerledes. For det første er jeg geolog. For det andet bor jeg bare i København. For det tredje er der ikke gået 10 år, men 18.

Men jeg er på vej tilbage til Calgary. Faktisk flyver vi på onsdag. Tasken er stort set pakket, der er læst op på ’sådan rejser du med børn’, der er indkøbt snacks og legetøj til flyveturen, kameraet er klar – og vi er klar.

Vi skal være 14 dage i de canadiske Rockies og det eneste vi skal, er at være sammen. Det bliver noget med bjerge, camping og holden i hånd. Det bliver noget med at bruge tiden på at trække vejret og kigge på grannåle. Gå ture der passer til små ben, kaste sten i en sø og lede efter et egern. Det bliver forhåbentlig rigtig dejligt og jeg glæder mig til at Canada-spamme bloggen når vi er tilbage.

Men for nu er der ferielukket – nyd fortsat sommeren herhjemme, så pakker vi hende her sammen og sender en lille bøn til fly-guderne om en problemfri rejse :-)

 

Opdatering fra legepladsen

Legepladsen ved Skovsøen i Odense fortjener lige lidt mere opmærksomhed – det er sjældent at jeg har set en legeplads der i den grad tilgodeser alle aldersgrupper. Selv de helt små kan sagtens være med på de små (eller store) rutchebaner, vippedyrene findes med fodstøtter som meget korte ben kan nå og hele det store klatretårn har adgang på alle sværhedsniveauer. Man kunne såmænd køre op i rullestol hvis man havde lyst. Eller man kan tage brandmandsstangen hvis man vil have mere udfordring…

Som en ekstra bonus ligger legepladsen lige op og ned af Svendborg-banen så med jævne mellemrum er der genial underholdning til små tog-glade unger – pladsen var simpelthen ryddet så snart ‘ding-ding’ lyden lød og bommene ved vejen gik ned :-p

 

Formiddag

Legepladsen ved Fruens Bøge. Fantastisk. Nogen oksede så meget rundt at hun faldt i søvn klokken 10.15 – så nu håber jeg dælme at hun tager sig en lur der er lang nok til at gælde for middagslur :-p

Ekko, en lillebitte voksen

Ekko er så småt ved at tage hul på at lege rollelege – og i første omgang er hendes rolle naturligvis ‘mor’. Hun kopierer hvad hun ser mig gøre og lader Dukke agere Ekko. Dukke får vand at drikke, Dukke får kys og kram (og en gang imellem tæsk, men det har hun altså ikke fra mig!), Dukke bliver puttet med dyne og pude og Dukke går tur i barnevognen. I dag blev Dukke endda skiftet og fik et bad inden hun skulle ud at sove – så joh, Dukke har det skam godt.

Det er sjovt at se hvordan Ekko kan være virkelig omsorgsfuld og kærlig (selvom hun også kan være den vildeste hidsigprop) – da hun lagde Dukke op på bordet og løftede benene hvorefter Dukke blev lagt ud i badekarret og så i seng tænkte jeg ‘jamen, sikke et fint putteritual vi har etableret – hvis bare det så engang begynder at resultere i at Ekko lige så villigt som Dukke lægger sig til at sove, så ville det sørme være fantastisk :-p’.

Ps: Se forresten lige den fine dukkevogn som jeg fik et 1-års fødselsdagsgave i sin tid. Ekko elsker den 😀

 

Fynsk idyl

Jeg har ikke så mange ord i denne sommervarme – men jeg har masser af billeder af skønne Ekko, der nyder livet. Så uden så meget ståhej er der her et par billeder af Bøllen, da hun opdagede glæden ved bærbuske. Solbær, hindbær (og et par skovjordbær) blev plukket og spist – lynhurtigt :-p

 

Den tyrkiske kjole og sprog i udvikling

Ekko tilbringer størstedelen af disse dage ganske uden en trevl på kroppen – og hun nyder det! Men en gang imellem er det alligevel nødvendigt med lidt tøj – og denne turkise sag med små hvide prikker, hjembragt fra Tyrkiet af Bess og Bedstefar, er intet mindre end bedårende :-)

Alting står lidt stille i øjeblikket, lige fra blog til arbejds-forberedelse, men det skyldes at vi tilbringer alle mulige timer udendørs. Ekko har stornydt at være på miniferie med fri adgang til gigantisk have. Hun bader, gynger, snakker og griner. Og bagefter gør hun det hele igen. Hvad mere kan man bede om?

Hendes ordforråd er støt voksende og det er aldeles fantastisk at se hende prøve at få mundes til at lave de rigtige lyde – og lidt mindre fantastisk når hun i frustration over de tungnemme voksne, der ikke forstår hvad hun mener, kaster sig bagover og skriger. Men det sure med det søde, som man siger.

Ind til videre siger hun:

Hej = ‘Hej’. Det har hun faktisk sagt længe, men hun er blevet mere modig og siger hej til de fleste mennesker vi møder på gaden og hver gang nogen kommer ind i det rum hvor hun opholder sig. Hun siger også hej til sin mad, til sit legetøj, til katten og til blomsterne.

Hej hej = ‘Farvel’. Bruges både når andre skal gå, men i særdeles når Ekko skal ud på eventyr og så betyder det ‘jeg skal lige herhen, du skal ikke følge med’.

Ma-maa = ‘Tak for mad’. Meget nyttig frase, der i virkeligheden betyder ‘Jeg vil ikke have mere mad, løft mig ud af stolen’.

Da-daa = ‘Gynge’. Endnu en meget nyttig frase, der betyder ‘sæt mig op i gyngen’.

Buu = ‘Her er jeg’. Bruges i forbindelse med gemmeleg (og ja, man er helt væk når man holder sig for øjnene).

Iks = ‘Kiks’. 

Ba = ‘Bad’. Akkompagneres af at ae på maven som signal til at det er bade-tid.

Da = ‘Far’. Niks, Ekko blev ikke det første barn i verdenshistorien, der lærte at sige Mor før Far…oh well, such is life

‘Ahhh’ = Hurra. Ahhh kan betyde andre ting, men hvis armene løftes op over hovedet betyder det hurra.

Der er vist egentlig flere, men jeg kan ikke huske dem nu. Min hjerne har det for varmt. Men sommer er nu dejligt. ‘Ahhh’:

DIY: Papir-diamant

Jeg har endelig fundet en god instruktion til at lave papir-diamanter – jeg har godt nok ikke rigtig noget at dem til, men altså, er den ikke fin? Diamanten er faktisk overraskende nem at folde, men jeg vil anbefale at bruge papir, der ikke er alt for kraftigt for at kunne lave skarpe folder. Den svære del er at samle de to halvdele! Eller, det er jo ikke svært sådan på nobel-pris måden, men det kræver lige lidt fingerfærdighed at få takkerne til at passe sammen (der er da også lidt skævheder i mit første forsøg, men det ses ikke når musikken spiller).

Hvordan gør man så? Jamen, det er forklaret på allerfineste vis lige her :-)

Jeg har masser af fint papir liggende i gemmerne og kunne godt finde på at lave lidt flere diamanter af noget af det. De blå harlekin tern ville jo passe perfekt til Ekkos harlekin-farvede værelse :-)

Hvordan siger man tak?

I morgen er sidste dag i dagplejen inden en hel måneds ferie. Jeg har tænkt meget over hvordan jeg kan sige tak for den omsorg og kærlighed Ekko er blevet mødt med på trods af at hun har strittet imod, skreget og krævet Anitas opmærksomhed til fulde, til tider på bekostning af de andre børn i dagplejen. Jeg kunne selvfølgelig bare sige ‘Tak, og god ferie’. Men jeg vil gerne give lidt mere for jeg føler at vi har modtaget ‘lidt mere’.

Anita er aldrig gået på kompromis med den omsorg hun viser ’sine’ børn. Da det ikke var muligt at køre Emilie ind parallelt med dagplejens normale hverdag blev alle ressourcer taget i brug. Dagplejepædagogen aflastede ved at passe de andre piger, der blev indkøbt diverse redskaber for at lette hverdagen med et barn, der ikke kunne lægges, hverken på gulv eller i barnevogn, børneterapien blev inddraget – og hele vejen igennem er vi som forældre blevet mødt med et smil og en ro som vi ofte selv har haft svært ved at finde.

Anita tager kæmpe hensyn til Ekkos individuelle behov og har tilrettelagt en hverdag hvor Ekko sover og spiser på de tider, der passer i hendes rytme – på trods af at de tre andre børn har en helt anden rytme. Fra et barn, der græd hjerteskærende i de første 6 uger (ikke kun i forbindelse med aflevering, men al den tid hun var alene i dagplejen) har vi nu en pige, der vinker sin far ud af døren om morgenen når han står og snakker for længe. Det er helt uvurderligt. Og det vil jeg gerne sige tak for.

God ferie, Anita.

 

Simple

Der skal ikke altid så meget til. Jordbær + flødeis + et lille stykke brownie = heaven. Tilsæt selv sol og godt selskab.

Det var bare lige det jeg ville sige :-)

Sommerbarn

Hov, hvad er nu det! SKYER? Faktisk regner det i dag. Derudover er vi syge, har ikke sovet i nat og i det hele taget er i dag lidt en dårlig dag.

Men i går var fantastisk.

I går skinnede solen om kap med Ekko. I går var vi i sommerhus med søde venner. I går spiste vi jordbær, chokoladekage, kirsebær, is, chips og grillet aftensmad. I går drak vi lyserøde bobler og tog på stranden. I går sagde Ekko ‘Hej Baby’ til vennernes lille datter og i går fik jeg taget en masse dejlige billeder. Her er et udpluk fra stranden (hvor begge små piger for første gang var i havet – til meget stor fornøjelse for både børn og fædre :-p ).

 

1 2 3