Sensitive Ekko

Ok, her kommer et teksttungt (og måske lidt rodet) indlæg.I går lavede Miriam et indlæg om at være ’særligt sensitiv’. Det er tilsyneladende en ret udbredt tilstand i blogland og Miriam går, som altid, forrest i opgøret med modefænomenet ’sensitiv’. Miriam er særligt sensitiv, det kan der vist ikke være meget tvivl om. Hun er det i en grad hvor det hæmmer hendes hverdag på rigtig mange måder. Jeg fik helt ondt i maven da jeg læste hendes indlæg for det er tydeligt at hun virkelig lider under det.

Selvom det selvfølgelig er frygtelig synd for hende, skyldes knuden i maven i højere grad Ekko. For hun er også ’særligt sensitiv’. Og hun er kun 1 år gammel. Det er min (og Jespers) opgave at hjælpe hende igennem tilværelsen på en måde så hun ikke kommer til at lide under det samme pres som Miriam beskriver. Det er uværdigt og nedladende at få at vide hele sit liv at man er sart og at man bare skal tage sig sammen (hvilket jeg altså også godt selv kan genkende) – når sensitiviteten er medfødt, når den er en del af alt hvad man gør og siger, når man ikke bare kan lægge den på hylden.

I vores tilfælde har vi helt sikkert nydt godt af at ’særligt sensitiv’ er blevet et begreb som alle kender. Eller nærmere, som alle anerkender. Vi har meget tidligt fået redskaber til at hjælpe Ekko og her, 4 måneder efter at vi startede i børneterapien, er der ingen tvivl om at Ekkos særlige sensitivitet er blevet nemmere at leve med, både for hende, men så sandelig også for hendes forældre.

I Ekkos sanseprofil står der:

‘Når man som Emilie er særligt sensitiv, har man et øget arousalniveau – vågenhedstilstanden i hjernen er for høj. Et højt arousalniveau medfører et højt stressniveau, som får indflydelse på den adfærd i oplever både i dagplejen og i hjemmet. Et højt arousalniveau kan udtrykke sig som en stresslignende tilstand eller værende i ‘alarmberedskab’, og kan resultere i uhensigtsmæssig adfærd, hvor Emilie kan virke frustreret, ude af stand til at finde ro, hun kan virke afvisende og trække sig for instinktivt at undgå en overstimulering’.

Som forældre til et spædbarn, der afviser og trækker sig (sådan helt fysisk, hun slår og sparker), samtidig med at det har brug for trøst, kan afmagten føles uendelig. Vi arbejder ret målrettet med at hjælpe hende til holde arousalniveauet på et hensigtsmæssigt plan, fx ved at gynge (rolige monotone bevægelser), med massage og pauser i løbet af dagen – og det går rigtig godt. De fleste dage er hun glad og hygger sig. Hun er dygtig til at underholde sig selv, men opsøger også både børns og voksnes selskab. Hun kysser og krammer og virker bestemt som et meget kærligt barn. Hun fravælger overvældende sansestimuli for selv at holde sit arousalniveau nede. Fx putter hun ikke ret meget i munden, hvilket ellers må betegnes som børns almindelige udforskning af verden.

Men hun reagerer stadig kraftigt på dagens oplevelser om natten. Hun græder, skriger, kaster sig rundt, sparker og virker på alle måder frustreret. Hun har brug for trøst, men hun kan ikke klare mere berøring. Hun har brug for ro, men kan ikke finde den.

Og den bekymring, der blev født, da Ekko blev født, rører på sig. Hvordan skal det gå vores lille menneske ude i den store verden? Det er der i sagens natur ingen forældre, der kan svare på, men én ting er i hvert fald sikkert; hun har al den støtte og kærlighed med hjemmefra som vi på nogen måde kan skrabe sammen. Og så håber vi at det er nok.

 

4 Comments on Sensitive Ekko

  1. teresa
    juni 4, 2014 at 9:08 am (4 år ago)

    Puh, jeg genkender så mange følelser her. Min datter har vist ikke samme grad af sensitivitet, men hun er tydeligt sensitiv og har angst-issues, som vi bruger mange kræfter på at forstå og håndtere bedst muligt. Jeg fandt lige herind via din kommentar hos mig. Bliver hængende og læser med. :-)

    Svar
    • Charlie
      juni 8, 2014 at 9:08 am (4 år ago)

      Velkommen til – og tak for din kommentar. Det lyder hårdt for din datter – men hun er helt sikkert godt hjulpet af forståelse og empati hjemme fra :-)

      Svar
  2. Miriam
    juni 5, 2014 at 3:53 pm (4 år ago)

    Det er simpelthen så vidunderligt dejligt at læse, at I er obs på Emilies særlige behov og allerede indstillet på at tage hensyn til dem. På den måde kan I allerede fra start forklare hende, at hun bare fungerer lidt anderledes end så mange andre børn i stedet for, at hun skal opleve at få sine følelser bagateliseret, fordi hun “bare er lidt sart”, som så mange af os har fået at vide i vores opvækst. Det er god forældrestil, der gør mit hjerte glad! :)

    Svar
    • Charlie
      juni 8, 2014 at 9:10 am (4 år ago)

      Mange tak for din kommentar – det er så svært at man ikke ved om man gør det rigtigt, især når man bliver mødt med frustration eller vrede fra et så lille barn. Men jeg er også sikker på at forståelse er den eneste vej frem.

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *