februar 2014 archive

Ting jeg lærte i denne uge

I denne uge lærte jeg:1. Hvad 3-dages feber er
2. At den nye akuttelefon er skod
3. At man ikke kan få afgjort om ens barn har en virus eller en bakterieinfektion i den nye akutmodtagelse
4. At jeg aldrig skal brække en finger eller noget andet u-alvorligt, der kræver et besøg i akutmodtagelsen, for der er da ingen chance for at en, i øvrigt rask, voksen nogensinde kommer til når venteværelset er fyldt af trætte børn med feberskinnende øjne…
5. At der rent faktisk er håb for at selv de mest ulykkelige børn vænner sig til at gå i dagpleje (mere herom i et senere indlæg!)
6. At det er meget hårdt at have febersygt barn hjemme 3 dage i træk…
7. At man rent faktisk kunne sove endnu dårligere end vi gjorde i forvejen
8. At man overlevede alligevel
9. At den allerbedste følelse i verden er når ens datter midt i en leg pludselig beslutter at det er på tide med et kys og hun derfor kommer kravlende målrettet igennem stuen, tager fat i ens kinder, og hapser fast (gud ske tak og lov for at hun ikke har tænder endnu!)

Må næste uge også bringe nye indsigter 🙂

Op at gå

Nu har Ekko efterhånden gået rundt om vores møbler i to måneder og hun er begyndt at stå frit på gulvet for et par uger siden – så jeg har besluttet at det er på tide med et par sko! Da vi var til min nieces barnedåb i efteråret bemærkede jeg at hun ønskede sig ‘pre-walker-sko’ – det var ærlig talt ikke et begreb jeg nogensinde var stødt på, men det registrerede sig alligevel i ammehjernen og da vi skrev ønskeseddel til jul skrev jeg friskt ‘pre-walker-sko’ på. Sådan nogle skal man da have! Da farmor så spurgte hvad det lige er at det er måtte jeg jo krybe til korset og indrømme at jeg ikke anede det, men bare havde skrevet det på fordi jeg syntes at det lød fint…

Men NU ved jeg hvad det er! Og i følge Bundgård er det noget ganske uundværligt for ethvert barn! Og da BabySam er så flinke at sælge skoene til halv pris lige nu (dog kun i størrelse 19) så er der altså flyttet et par ind. I drengefarve. Man kan ikke være kræsen når man kun vil give halv pris (og i øvrigt synes jeg at turkis er verdens bedste farve).

Og synes Ekko så at de er så fantastiske som Bundgård synes? Njah…måske ikke helt…hun synes vist at de er lidt stive i det så hun løfter fødderne enormt højt når hun tager et skridt – det ser ud som om hun tror at der ligger noget i vejen for hendes fødder…ret sødt faktisk :-p

Men jeg tror nu nok at de skal blive fine venner – de er i hvert fald skridsikre og det er bestemt en fordel når man har fart på rundt om stuebordet :-p

Farven er i virkeligheden mest som på dette billede – og år, er det kun mig der kan falde i svime over sko i størrelse 19? So cute…

 

Fish burger – LCHF style

Her går mandel-burgerboller og karrypaneret fisk simpelthen op i en højere enhed! Jeg blev virkelig overrasket da jeg tog den første bid for jeg må indrømme at jeg normalt synes at det ‘hvide’ LCHF brød er lidt en dårlig undskyldning for brød…men i denne kombination var de fuldstændig perfekte!

Burgerboller uden mel (6-8 stk):
4 æg
1½ dl hytteost
1½ dl mandelmel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
1 dl kokosmel
½ dl sesamfrø
evt. 1 tsk loppefrøskaller

Tænd ovnen på 200 grader (ikke varmluft). Blend æg og hytteost godt sammen og rør derefter resten af ingredienserne i. Blend 1½ dl mandler hvis du ikke har mel 🙂
Dejen er meget våd, men den samler sig lidt når den får lov at stå og hvile i ca. 10 minutter. Form 6-8 boller og sæt dem på en bageplade – de flyder en del ud så lad der være god plads imellem dem. Bages i 15-20 minutter.

Dressing med kapers og persille (2 pers):
1½ dl creme fraiche
1 spsk kapers (hakkes groft)
1 håndfuld bredbladet persille (hakkes fint)
ca. 1 spsk rødløg, finthakket
2 tsk sennep
1 tsk akaciehonning
Salt og peber

Bland alle ingredienser sammen i en skål.

Karrypaneret fisk (2 pers (evt. + 1 baby 😉 )
250 g rødspættefilet
2 tsk stærk karry
1-2 dl mandelmel
½ dl revet parmesan
1 æg, sammenpisket
Salt
Smør til stegning

Skær fisken i store tern. Vend dem i æg og sammenblandet mandelmel, parmesan, karry og salt. Steg i smør til de er gyldne.

Tilbehør:
½ agurk i skiver
1 rødløg i skiver
Grøn salat

Det ser måske ud af ret meget, men det er hele indsatsen værd! Velbekomme 🙂

Ps: Denne burger er en kombi af burgerboller fra Janes nye bog, Mæt og slank med LCHF, og fiske-pitabrød fra Mad! (februar-marts 2014) – begge dele tilpasset vores smag og køleskab.

Får du grønkål nok?

Der er lidt stilhed på bloggen for tiden – det skyldes alt muligt som jeg lige gemmer til et andet indlæg for i dag vil jeg bare dele en opskrift på en LCHF ret som jeg stort set selv har udviklet (med lidt inspiration fra det nyeste mad-blad (som altid :-p )).Herhjemme er grønkål ikke på menuen ret tit! Faktisk må jeg nok indrømme at mit indre barn tænker ‘Grønkål!? Wadr!’. Men det er dumt for grønkål er propfyldt med alt muligt godt, faktisk er grønkål, jf. wikipedia, den mest vitaminrige af alle de dyrkede kåltyper. Grønkål er rig på A, B og C-vitamin – men åh, så kål-agtig!

Men i denne her udgave smager det ganske enkelt rigtig godt!

Først et billede:

Og så en opskrift:
Grønkål med pancetta og LCHF-pasta:

Der skal bruges (til 2 sultne personer):
1 squash
2 gulerødder
150 g grønkål
100 g pancetta
1 stort løg
1 rød chili
1 dl fløde
1 dl parmesan
Salt og peber
Revet skal af 1 øko-citron
Lidt olivenolie til stegning

Start med at lave ‘pasta’ af squash og gulerod; riv begge dele med en kartoffelskræller så du får helt tynde strimler. Overhæld ‘pastaen’ med kogende vand.

Steg pancettaen sprød i en smule olie og lad den dryppe af på køkkenrulle. Skær løgene i små tern og steg dem klare på pancetta-panden. Tilsæt finthakket chili og finthakket grønkål og steg i et par minutter ind til kålen falder sammen. Hæld fløden over kålen og steg yderligere i et par minutter. Bland squash og gulerød på panden sammen med pancetta og parmesan (gem lidt til pynt) og vend godt rundt. Anret med resten af parmesanen og lidt revet citronskal. Velbekomme 🙂

 

Marc flytter ind

Man har vel aldrig så travlt at der ikke er tid til at shoppe, vel? Midt i dagplejeræs, børneterapi, jobcenter og ansøgninger er jeg blevet en lille smule selvforkælet – ret meget faktisk. Efter et tip fra Miriam om seriøse rabatter på useriøse sko er Marc Jacobs flyttet ind. Han hygger sig rigtig godt inde i skabet hvor han glæder sig til at skulle til bryllup om lidt mere end to uger 😀

 

Om vores første møde med børneterapien

Vores sundhedsplejerske har et par gange foreslået at henvise os til børneterapien i forbindelse med Ekkos mange skrigeture. En stor del af gråden har været kolik-smerter, men selv efter at maven har det nogenlunde godt, er vi ikke blevet helt fri for skrigeture.Men hvor ondt det end gør i hjertet når Ekko er helt utrøstelig har vi flere gange afvist tilbuddet. Uden egentlig at ane en dyt om hvad de laver har jeg tænkt ‘hold nu op, hun fejler jo ikke noget og man sender da ikke 10 måneder gamle børn i terapi?!’. Jeg er så træt af at være sygeliggjort – først var hun for lille inde i maven, så var hun for lille ude i verden, så var der noget galt med hendes hofte (som der overhovedet ikke var), så tog hun ikke nok på, så var hun motorisk bag ud, så var hun foran og nu står vi med en lille, meget signalstærk, særligt sensitiv pige, som synes at det er rigtig svært at tilpasse sig livet i en dagpleje.

Det er ikke en sygdom. Men hun kræver meget af sine omgivelser. Og da vores dagplejemor i fredags havde været nødt til at sende sine andre børn med en anden dagplejer på legeplads fordi de blev aggressive og kede af at Ekko rasede og rasede bad hun os om at kontakte terapien i håb om måske at kunne få nogle redskaber, der kan gøre det nemmere for Ekko at vænne sig til omvæltningen. Jeg ved godt at alle børn græder når deres mor går og det er i og for sig en meget sund reaktion – men Ekko bliver ved med at græde, kan slet ikke trøstes eller distraheres og det går jo ikke.

Så nu har vi været til en konsultation med en ergoterapeut.

Vi har udfyldt et langt spørgeskema og konklusionen på det er at Ekko er sensorisk følsom og sensorisk sky i meget høj grad og sansesøgende i mindre grad.

Og hvad gør man så ved det?

I første omgang tager man lige en dyb indånding og minder sig selv om at det faktisk er rigtig rart at blive anerkendt i den fornemmelse man havde af ‘at alt ikke var helt som hos de fleste andre’. Og så minder man sig selv om at ‘særligt sensitiv’ bestemt ikke er en sygdom. Og så tager man ellers tingene stille og roligt. Vores dagplejemor har af sig selv taget nogle rigtigt gode initiativer, fx har hun taget en barnevogn ind i stuen så Ekko kan sidde hævet og dermed ikke føle sig truet af de andre, større børn (desværre er Ekko jo ikke så stor fan af barnevogne, men godt forsøgt…). Derudover har hun aftalt med dagplejepædagogen at hun kommer hver dag i denne uge og tager de to største piger med på legeplads så Ekko kun skal forholde sig til et enkelt andet, stille og roligt barn.

Og så afventer vi hvad de kan tilbyde os i børneterapien – der skal lige laves journal og udfyldes papirer inden vi kan komme i gang. Selv om jeg har været skeptisk må jeg indrømme at vi blev mødt af en meget sød og forstående ergoterapeut, der virkede til at anerkende både vores behov og vores bekymringer. Uden at love guld og grønne skove, lovede hun os at Ekko nok skal blive glad for dagplejen – og det lyder jo godt 🙂

 

Mandag

Jeg tænker nogengange at det kunne være rigtig rart at have en duplikator. Så kunne jeg, ligesom Steen, lave et par kopier af mig selv – der kunne fx være en der tog med Ekko i dagpleje. Og en anden, der skrev en masse ansøgninger. Og en der handlede. Og så kunne den rigtige mig tusse rundt herhjemme i uldsokker og bage kage. Arhmen, det ville da være fantastisk, no?

Måske kan jeg nøjes med at få lavet såden et card-board, i fuld størrelse, så kan Ekko have den med i dagpleje? Så skal den rigtige mig nok klare alt det andet imens :-p

Hun synes ihvertfald ikke at det er en god i de at hun skal være derhenne alene. Som i overhovedet slet ikke nogen god ide. Så nu er vi begyndt næsten forfra og i dag har hun kun været der i 10 minutter. Jeg brugte tiden på at tage lidt billeder og kom så hurtigt Anita og de andre piger til undsætning – den ene af dem mødte mig ude i gangen og sagde glad ‘Milie ked af det’. Joh…det kan jeg godt høre…det kunne jeg faktisk høre helt henne på legepladsen, 100 m væk…

Så deeet, går ikke så godt med den dagpleje. Faktisk går det dårligere for til at starte med ville Ekko gerne være i huset og hun syntes at de andre børn og legetøjet var spændende. Men nu ved hun lige så snart hun kommer ned i bilen at vi skal et sted hen hvor hun bliver forladt (altså, det gør hun jo ikke, hun er i gode hænder – men hun tror at hun bliver forladt). Er der nogen, der har været igennem en hård indkøring, der har nogle gode råd?

Og ps: Hvor er det bare mandagsagtigt at slæbe barn, pusletaske og yndlingslegetøj hele vejen ned til i bilen inden man kommer i tanke om at autostolen står oppe i lejligheden. Og hvor er det bare endnu mere mandagsagtigt at skvatte lige på numsen pga. en frossen vandpyt når man for anden gang bevæger sig ned til bilen med baby på armen. Heldigvis klarede jeg i bedste ninja-stil at holde Ekko fuldstændig oprejst i hele faldet så hun stort set ikke bemærkede det… :-p

 

1 2 3