Om vores første møde med børneterapien

Vores sundhedsplejerske har et par gange foreslået at henvise os til børneterapien i forbindelse med Ekkos mange skrigeture. En stor del af gråden har været kolik-smerter, men selv efter at maven har det nogenlunde godt, er vi ikke blevet helt fri for skrigeture.Men hvor ondt det end gør i hjertet når Ekko er helt utrøstelig har vi flere gange afvist tilbuddet. Uden egentlig at ane en dyt om hvad de laver har jeg tænkt ‘hold nu op, hun fejler jo ikke noget og man sender da ikke 10 måneder gamle børn i terapi?!’. Jeg er så træt af at være sygeliggjort – først var hun for lille inde i maven, så var hun for lille ude i verden, så var der noget galt med hendes hofte (som der overhovedet ikke var), så tog hun ikke nok på, så var hun motorisk bag ud, så var hun foran og nu står vi med en lille, meget signalstærk, særligt sensitiv pige, som synes at det er rigtig svært at tilpasse sig livet i en dagpleje.

Det er ikke en sygdom. Men hun kræver meget af sine omgivelser. Og da vores dagplejemor i fredags havde været nødt til at sende sine andre børn med en anden dagplejer på legeplads fordi de blev aggressive og kede af at Ekko rasede og rasede bad hun os om at kontakte terapien i håb om måske at kunne få nogle redskaber, der kan gøre det nemmere for Ekko at vænne sig til omvæltningen. Jeg ved godt at alle børn græder når deres mor går og det er i og for sig en meget sund reaktion – men Ekko bliver ved med at græde, kan slet ikke trøstes eller distraheres og det går jo ikke.

Så nu har vi været til en konsultation med en ergoterapeut.

Vi har udfyldt et langt spørgeskema og konklusionen på det er at Ekko er sensorisk følsom og sensorisk sky i meget høj grad og sansesøgende i mindre grad.

Og hvad gør man så ved det?

I første omgang tager man lige en dyb indånding og minder sig selv om at det faktisk er rigtig rart at blive anerkendt i den fornemmelse man havde af ‘at alt ikke var helt som hos de fleste andre’. Og så minder man sig selv om at ’særligt sensitiv’ bestemt ikke er en sygdom. Og så tager man ellers tingene stille og roligt. Vores dagplejemor har af sig selv taget nogle rigtigt gode initiativer, fx har hun taget en barnevogn ind i stuen så Ekko kan sidde hævet og dermed ikke føle sig truet af de andre, større børn (desværre er Ekko jo ikke så stor fan af barnevogne, men godt forsøgt…). Derudover har hun aftalt med dagplejepædagogen at hun kommer hver dag i denne uge og tager de to største piger med på legeplads så Ekko kun skal forholde sig til et enkelt andet, stille og roligt barn.

Og så afventer vi hvad de kan tilbyde os i børneterapien – der skal lige laves journal og udfyldes papirer inden vi kan komme i gang. Selv om jeg har været skeptisk må jeg indrømme at vi blev mødt af en meget sød og forstående ergoterapeut, der virkede til at anerkende både vores behov og vores bekymringer. Uden at love guld og grønne skove, lovede hun os at Ekko nok skal blive glad for dagplejen – og det lyder jo godt :-)

 

4 Comments on Om vores første møde med børneterapien

  1. Christina (Carla og krudtuglen)
    februar 4, 2014 at 7:29 pm (4 år ago)

    Det ville selvfølgelig have været lækkert hvis hun bare havde elsket dagplejen fra dag 1, men hvor er det godt at der bliver gjort noget og at dagplejemoderen også er så fleksibel at hun sørger for at de andre kommer på legepladsen, så der bliver lidt mere ro.
    K.h.
    Christina

    Svar
    • Charlie
      februar 5, 2014 at 7:52 am (4 år ago)

      Ja, det er rigtig godt – og i dag hvor solen skinner fra en skyfri himmel er det da helt sikkert dejligt for de ’store’ piger at de kan komme lidt ud :-)

      Svar
  2. Sacha
    februar 6, 2014 at 7:19 pm (4 år ago)

    Hvor er det godt at I har fået ord på lille Ekko og hvorfor hun reagerer som hun gør.
    At være en følsom sjæl er ikke sjovt, og jeg taler af erfaring.
    Dog har mit aldrig været så slemt som Ekko, men den ugentlige Legestue med alle de andre dagplejebørn, var ikke noget jeg så frem til – faktisk gemte jeg mig så snart de svungne sanglege var overstået og det var tid til frokost og fri leg. Mindes kun sjældent at have spist frokost de dage.
    Det skal siges at jeg var blandt de sidste der gik i dagpleje til skolealderen.

    Så se det som en fordel at I allerede nu ved at hun er følsom, det vil kun være hende til gavn.

    Svar
    • Charlie
      februar 14, 2014 at 6:01 pm (4 år ago)

      Hov! Der var din kommentar jo igen – jeg ved ikke hvor den var blevet af! Nu har jeg jo allerede svaret dig andetsteds, men jeg vil nu alligevel sige at det lyder ret hårdt – stakkels lille dig! Heldigvis er der meget mere fokus på sensitivitet nu til dags og jeg synes virkelig at vores dagpleje har taget nogle rigtig gode initiativer for at hjælpe Emilie – og hvem skulle nu have troet det, men i går da Jesper hentede hende, var hun glad og legede på gulvet. SÅ dejligt 😀

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *