8 måneders status

Halløj! Jeg har haft så travlt at jeg helt glemte at lave en 7 måneders update! Men på lørdag fylder jeg 8 måneder så denne gang er jeg i god tid – jeg sidder lige her i stormen og nyder at vi er færdige med at være udendørs for i dag! Jeg håber at min far kan nå hjem fra arbejde inden togene holder op med at køre og at min farmor kan komme på besøg selv om det blæser!

Sikke en masse udråbstegn jeg laver! Det er fordi alting er så vigtigt når man er 8 måneder gammel 😀

I går tog min mor en serie nissebilleder af mig og jeg var smadderdygtig og sad pænt og smilede til kameraet (i hvert fald noget af tiden), men da hun var færdig med det besluttede jeg at det var på tide at gå lidt på opdagelse på egen hånd – så derfor var jeg jo nødt til at lære at kravle. Jeg er ikke super hurtig endnu, men endelig arbejder hænder og knæ sammen og sender mig i den rigtige retning. Sejt! Jeg arbejder lidt videre med teknikken så jeg er sikker på at jeg kan danse rundt om juletræet når den tid kommer 🙂

Inden jeg gik i gang med at kravle sagde jeg ‘BAP-BAP-BAP-BAP’. Jeg synes at det må være tydeligt for enhver at det betyder ‘nu-kaster-jeg-mig-forover-er-i-søde-lige-at-gribe-mit-hoved-ind-til-jeg-har-lært-at-tage-fra-med-hænderne’, men mine lidt langsomme forældre var ikke så hurtige til at fange budskabet som min pande kunne have ønsket. Men pyt med det – jeg fik det lært til sidst uden alt for mange knubs.

Jeg har ingen ide om mine mål for tiden – men min mors arme er ømme selvom jeg ikke engang kræver at hun går ret meget rundt med mig så hun mener at jeg vokser fint. Jeg er absolut den mindste i min mødregruppe, men jeg er også den eneste pige og vi kan jo ikke allesammen trække gennemsnittet op…

Jeg er blevet en lille smule bedre til at sove – flere gange hver nat går der hele to timer uden at jeg vågner og adskillige gange er jeg faldet i søvn uden amning (det kan jeg nu godt blive lidt gal over, men min mor insisterer). Min yndlingsbeskæftigelse er stadig helt klart at gå i svømmehallen, men jeg er også smadder glad for at vende kassen med klodser på hovedet og at vælte de tårne som far bygger.

Jeg er generelt temmelig skeptisk over for folk jeg ikke kender, men til gengæld giver jeg dem som jeg godt kender et ordentligt kys når jeg kan komme til det – det bedste er når jeg kan få fat med begge hænder i håret og så plante et stort kys lige på næsen.

Nu vil jeg have mig en lur imens mor lige laver den sidste stormsikring på altanen – i må have det godt derude 🙂

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *






This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.