december 2013 archive

Julestemning

Åh, det var den jul! Den var hyggelig som kun jul kan være det – og naturligvis flyder mit kamera nu over af julebilleder. Der er endda billeder af mig fordi kameraet stod til fri afbenyttelse i jule-huset! Her er et lille glimt fra vores juledage på Langeland.
Ekko efter hendes allerførste rutchebanetur (med lidt hjælp fra faren):

Se se se! Baby i barnevogn! GLAD baby i barnevogn! Hun endte endda ligefrem med at falde i søvn – win!

Julestjerner, medbragt fra Odense til at skabe instant-julestemning i sommerhuset:

Nisser og julekugler – medbragt fra Odense med samme formål som julestjernerne:

Morgenmad på bordet:

Hygge i legekrogen:

Det er ikke kun Ekko, der ikke kan holde poterne fra julekuglerne:

Det lækre hus, udefra:

Der er kun få hundrede meter til havet – det blæste koldt og væmmeligt, men var ellers faktisk ganske mildt og det er altid lækkert at gå tur langs med vand :-)

Stormskader?

2. juledags morgen – vi stod op til et eventyrligt fint tåge-landskab inden vi pakkede alt vores habengut sammen og vendte tilbage til Sjælland:

 

Ekko fremviser (mine) gaver

Der var godt fyldt op med gaver i UP’en på vej til Langeland – og der var endnu mere fyldt op på vej tilbage til Sjælland! Vi har fået nogle fantastisk gode gaver i år – både fælles, hver for sig og en hel masse lækre ting til Ekko. Ekko insisterede på at hun ville vise nogle af tingene frem så det får hun lov til (hun har et andet indlæg i ærmet med sine egne gaver…):Den største kasse under juletræet havde vores navne på og den viste sig at indeholde en ualmindelig sej lampe, der kommer til at hænge over vores spisebord (når vi lige har besluttet hvor det egentlig skal stå…):

En af de næststørste var til mig og indeholdt en træningstaske – genialt nu hvor jeg, i kraft af min personlige træner, endelig får gjort noget alvorligt ved det der med at træne:

Men ikke nok med det; årets (vist nok) tungeste gave havde også mit navn på – en kettlebell så træningen også kan holdes ved lige derhjemme:

Fra min bror og hans kæreste fik vi en hel stak gaver, bl.a. to af disse meget fine serveringsfade. Ekko mener at de er bedre at bruge som både…

Og sidst (i denne omgang), men ikke mindst: Salt og Peber kværne fra Peugeot:

 

Cool pool jul

Vi har trukket stikket ud og er taget på juleferie på Langeland – men poolbord, pool og alt hvad der ellers kan ønskes. Glædelig jul til alle i blogland!

 

Fyldte chokolader

Der går lidt chokolade i bloggen for tiden for i ugens løb er hele 5 plader chokolade blevet omsat til konfekt. En af pladerne blev til disse fyldte chokolader – hvis du kan lide belgisk chokolade kan jeg næsten garantere at du også kan lide dem her!

Der skal bruges:
I alt: 250 g lys chokolade og 100 g blød nougat

Start med at smelte 100 g nougat og 50 g lys chokolade over vandbad og lad det køle af imens resten af chokoladen smelter (også over vandbad).

Fyld nu formene op (jeg bruger en silikoneform – så er det nemt at få chokoladerne ud) og vend formen på hovedet så det meste af chokoladen løber tilbage i skålen (så der kun er en skal tilbage). Sæt formen i fryseren i ca. 10 minutter. Fyld nu nougatmassen næsten op til kanten og sæt formen tilbage i fryseren i 5 minutter. Varm den resterende chokolade op igen og fordel den i formen – glat den ud med en dejskraber så der er mindst muligt ved siden og hullerne. Og så tilbage i fryseren i yderliger 5-10 minutter ind til chokoladerne er helt afkølede og kan trykkes ud af formen.

 

Hjemmelavet Toffiffee

Ups. Det er sørme ikke nemt at holde den slanke linje når man skal lave konfekt! Heldigvis feder smagsprøver jo ikke – det ved alle! Derfor har jeg gladeligt smagt på disse toffiffee-agtige karameller og de smager så godt at opskriften må deles :-)

Karamel:
2 dl sirup
2 dl sukker
2 dl fløde
2 spsk smør

Varm sirup, sukker og fløde op til 128 grader under omrøring (det tager 30-45 minutter i en tykbundet gryde). Når massen er varm og har boblet dejligt i et kvarters tid tilsættes smør – nu skal massen gerne ændre sig fra boblende til en lækker tyk karamel, der af sig selv slipper gryden.

Fyld små folie-forme halvvejs op og læg en hasselnød i.

Chokolade:
150 g blød nougat
75 g lys chokolade

Varm chokolade og nougat op over vandbad og fyld formene op (jeg brugte bare en teske).

Pynt med mørk chokolade – jeg brugte færdigkøbte hjerter, men man kan også sagtens sprøjte lidt smeltet mørk chokolade ud med en sprøjtepose. Eller bare hælde en klat på med en teske :-)

 

Julehjerter af ler

Jeg faldt over disse her hjerter på verdens bedste samling af DIY: Craftgawker og måtte straks bede svigermor om lidt taks fra haven så jeg kunne lave en stor bunke. De skal bruges som julepynt, til/fra kort og som julegave til en veninde (der forhåbentlig ikke læser med her… :-/ ). Det er hele TRE ting på en gang, så bliver det ikke bedre. Bortset fra at nu fik jeg lyst til et kinderæg og vi må kun spise slik og andre usunde sager om fredagen…øv.

Anyways, der skal bruges en pakke hvidt ler, lidt grene, en kagerulle, en udstikker i valgfri form og en tændstik. Jeg købte leret i Panduro hvor de har almindeligt ler, hvidt ler, superlet hvidt ler og supersejt granitfarvet ler. Teknisk set er der nok nærmere tale om finkornet-gabbro-farvet-ler, men ikke desto mindre var jeg meget fristet til at lave nogle små stenhjerter også. I denne omgang holdt jeg mig dog til det hvide.

Rul leret ud til ca. 4 mm tykkelse og tryk grenene ned i. Sørg for at de bliver helt trykket ned i leret inden de fjernes forsigtigt.

Udstik hjerter, der hvor mønsteret er flottes – rul derefter hele molevitten sammen igen og start forfra ind til du enten har nok hjerter eller ikke mere ler.

Husk at lave et hul med en tændstik så hjerterne kan hænges op eller bindes på gaver.

Denne type ler tørrer af sig selv på et par timer, men man kan selvfølgelig også bruge en type, der skal bages. Nu har vi pynt i vindueskarmen:

Og fine kort på (nogle af) julegaverne:

 

Så skal der trænes

Jep! Jeg har taget forskud på min julegave fra Jesper og har booket en session med en personlig træner på tirsdag. Vi havde det første indledende møde i går for lige at afstemme forventningerne – ikke at det er så kompliceret:Mig: Jeg vil gerne tabe et par kilo og i form igen efter en graviditet.
Træner: Cool. Har du nogen skader?
Mig: Niks.
Træner: Cool. Så laver jeg et forløb til dig med masser af funktionel træning og boksning.
Mig: Cool.

Og så var den del ligesom på plads.
I første omgang bliver der to træningspas med min nye coach om ugen. De kommer primært til at bestå af funktionel træning – så der er garanti for sved på panden, men det er jo også det han bliver betalt for. Derudover laver han et træningsprogram til mig til frivægtsområdet som jeg kan bruge når jeg træner selv – det bliver nok ikke så ofte i starten da jeg har svært ved at passe mere end end to gange om ugen ind, men måske noget af det kan laves herhjemme.

Vægten er ikke så vigtig i første omgang (jeg regner med at tage lidt på til at starte med ind til kroppen igen bliver vant til den hårde træning), men i stedet har jeg målt og målt og håber på at kunne tabe et par cm hist og her. Hoved formålet med træningen er dog at genvinde noget af den energi, der følger med en sundere livsstil da barselssofa-livet har sat sine tydelige spor, ikke kun på buksestørrelsen, men i høj grad også på humøret.

Pr. 6/12-2013 gælder følgende mål:
Arm (spændt): 31 cm
Under bryst: 78 cm (selve brystmålet siger vist ikke så meget så længe jeg ammer…)
Talje: 76 cm
Ved navlen: 90 cm
Hofte: 100 cm
Lår: 58 cm

Jeg måler igen om en måned og er spændt på om der er forskel…

http://www.fitnessogsundhed.dk/generel-fitness/inspiration-til-traening-i-det-kolde-vejr/

Ready, set, go!

I går stormsikrede vi, i dag børnesikrer vi! Der er nemlig lidt for mange fælder indbygget i vores lejlighed, når denne lille terrorist skal ud på eventyr:

Dette er jo faktisk rent slaraffenland for minimennesker:

Dette ligner noget man kan bruge til at rejse sig op, men i virkeligheden er det designet til banke hovedet ind i – og hvis man skulle være så heldig at undgå den øverste glasplade når man hiver sig op, er der en ekstra nedenunder som man med sikkerhed rammer når man går ned igen…

Endnu et slaraffenland! Med spændende knapper og meget skarpe hjørner…

 

8 måneders status

Halløj! Jeg har haft så travlt at jeg helt glemte at lave en 7 måneders update! Men på lørdag fylder jeg 8 måneder så denne gang er jeg i god tid – jeg sidder lige her i stormen og nyder at vi er færdige med at være udendørs for i dag! Jeg håber at min far kan nå hjem fra arbejde inden togene holder op med at køre og at min farmor kan komme på besøg selv om det blæser!

Sikke en masse udråbstegn jeg laver! Det er fordi alting er så vigtigt når man er 8 måneder gammel 😀

I går tog min mor en serie nissebilleder af mig og jeg var smadderdygtig og sad pænt og smilede til kameraet (i hvert fald noget af tiden), men da hun var færdig med det besluttede jeg at det var på tide at gå lidt på opdagelse på egen hånd – så derfor var jeg jo nødt til at lære at kravle. Jeg er ikke super hurtig endnu, men endelig arbejder hænder og knæ sammen og sender mig i den rigtige retning. Sejt! Jeg arbejder lidt videre med teknikken så jeg er sikker på at jeg kan danse rundt om juletræet når den tid kommer :-)

Inden jeg gik i gang med at kravle sagde jeg ‘BAP-BAP-BAP-BAP’. Jeg synes at det må være tydeligt for enhver at det betyder ‘nu-kaster-jeg-mig-forover-er-i-søde-lige-at-gribe-mit-hoved-ind-til-jeg-har-lært-at-tage-fra-med-hænderne’, men mine lidt langsomme forældre var ikke så hurtige til at fange budskabet som min pande kunne have ønsket. Men pyt med det – jeg fik det lært til sidst uden alt for mange knubs.

Jeg har ingen ide om mine mål for tiden – men min mors arme er ømme selvom jeg ikke engang kræver at hun går ret meget rundt med mig så hun mener at jeg vokser fint. Jeg er absolut den mindste i min mødregruppe, men jeg er også den eneste pige og vi kan jo ikke allesammen trække gennemsnittet op…

Jeg er blevet en lille smule bedre til at sove – flere gange hver nat går der hele to timer uden at jeg vågner og adskillige gange er jeg faldet i søvn uden amning (det kan jeg nu godt blive lidt gal over, men min mor insisterer). Min yndlingsbeskæftigelse er stadig helt klart at gå i svømmehallen, men jeg er også smadder glad for at vende kassen med klodser på hovedet og at vælte de tårne som far bygger.

Jeg er generelt temmelig skeptisk over for folk jeg ikke kender, men til gengæld giver jeg dem som jeg godt kender et ordentligt kys når jeg kan komme til det – det bedste er når jeg kan få fat med begge hænder i håret og så plante et stort kys lige på næsen.

Nu vil jeg have mig en lur imens mor lige laver den sidste stormsikring på altanen – i må have det godt derude :-)

 

1 2