Ørelæge Schmørelæge

Essensen af dette her indlæg er at der intet er galt med Ekkos øre – og det er vi glade for :-DGårsdagens ekspedition til ørelægen var dog ikke rigtig en succes…

Vores (i øvrigt fantastiske) læge havde anbefalet netop denne ørelæge ‘da han er god til og vant til små børn’. Det lød jo godt så selv om hans klinik ligger ca. 20 km længere væk end den nærmeste ørelæge ringede vi for at få en tid. Jeg ved godt at spædbørnsmødre kan have tendens til at synes at alting skal foregå efter deres barns skema, men undrer mig nu alligevel lidt over at når man ringer og siger noget i retning af ‘vores datter har ikke kunnet sove i en måned, hun skriger rigtig meget, tager sig til ørerne og selvom det stadig kun bliver til en time ad gangen går det lidt bedre med søvnen når hun ligger i en seng med hævet hovedgærde, og så kaster hun op hver dag’ og de så siger ‘kan i komme ind i næste uge?’. I NÆSTE uge? Kære receptionist, kan du ikke høre desperationen i min stemme?

Nåh men, det kunne hun åbenbart ikke og hvad betyder en uge fra eller til i det lange løb? I går var den uge så gået og jeg pakkede Ekko ned i den lille bil og kørte afsted – med gps’en tændt og det hele. Jojo, man er nok pludselig blevet en hightech lille familie.

Vi fandt ørelægen (næsten) uden problemer og fandt en parkeringsplads (næsten) i nærheden og så gik vi ind for at vente. Og vente. Efter en halv time kom der en dame og bad om sygesikringskort – hvilket jo aldeles er en helt rimelig forespørgsel…arhmen, jeg havde da husket både bleer, skiftetøj, mad, kørekort, adresse, legeting, tæppe, puslehalløj og alt muligt – bare ærgerligt at det eneste jeg rent faktisk skulle have brugt var det sygesikringskort :-s

Nå, efter et lidt misbilligende blik fandt vi ud af det og blev bedt om at vente (og det var vi jo også allerede i gang med så no problem). Venteværelset var i øvrigt fuldstændig tomt så jeg forestillede mig at der ikke kunne gå ret længe – men der kunne rent faktisk godt gå endnu en halv time inden vi kom ind til lægen.

Men det var IKKE lægen vi kom ind til. Altså, jo, han var jo læge, og i turnus, og absolut ikke ‘god til og vant til små børn’. Flink nok sådan som person betragtet, men altså ikke lige ekspert i småbørn. Til den stakkels læge, der i den grad fik skæld ud af Ekko, vil jeg bare sige; hvis der er noget du gerne vil fortælle moderen om proceduren så er det en god ide at gøre det inden du stikker metal-pind ind i barns øre. For når først metal-pinden er i spil så kan moderen ikke længere høre hvad du siger.

Men vi kom da igennem (alle 10 forsøg på at kigge i det ene øre og alle 7 forsøg på det andet øre) og vi fik målt trykket med trykmålerdimsen. Og så gik lægen. Så mig og Ekko gik lidt rundt og prøvede at få styr på skrigeriet imens jeg tænkte over om vi mon var færdige og hvad resultatet af undersøgelsen var?

Efter nogen tid kom lægen tilbage og sagde at han var lidt i tvivl om resultatet så vi skulle lige komme med ind til den anden læge (ham der er ‘god til og vant til små børn’). Retfærdigvis var denne læge vist faktisk typen der naturligt udstråler den type ro som små børn har brug for, men løbet var bare ligesom kørt for Ekko så da vi skulle HELE undersøgelsen igennem igen brød helvede altså løs – igen.

Da læge 2 var færdig med at kigge sagde han sådan lidt affærdigende ‘hun har da ikke mellemørebetændelse’. Det mener jeg altså heller ikke at jeg nogensinde har påstået! Vi ville skam bare gerne have undersøgt om der kunne findes en årsag til henholdsvis skrigeriet og al den opkast. Men det kunne der altså ikke så vi pakkede os ned i bilen igen hvor Ekko gik ud som et lys og sov hele vejen hjem. Så historien endte skam godt :-)

Ps: Nårh ja. Begge læger blev ved med at sige ‘han’ om Ekko. Og jeg ved da godt at jeg selv havde valgt tøj i pastelfarver, der var sådan turkis-agtigt, men altså, kigger i ikke lige i papirerne hvad patienten hedder? :-p

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *