En helt almindelig dag (på barsel)

Mere Maria opfordrer til at dele en helt almindelig dag – og den er jeg med på (selvom jeg ikke helt ved om der ER noget der hedder ‘en helt almindelig dag på barsel’). Som følgende forløb i går (obs; nogle af billederne er rent faktisk ikke fra i går, men de gør det ud for en generel illustration af begivenhedernes gang :-p ):

Kl. 00-06; Ekko er forkølet og vågner hver halve time fordi næsen er stoppet. Nogle gange vil hun have mad, nogle gange vil hun gå lidt rundt, en enkelt gang slipper jeg med at tippe hende om på siden og nogle gange vil hun bare være lidt vågen indtil saltvandsdråberne har skabt fri passage og vejrtrækningen går lidt nemmere.

Kl. 06-08; Jesper, der ellers er blevet forvist til sofaen så længe Ekko sover så uroligt, kan høre at vi er morgenvågne og kommer ind for at hygge lidt. Han får en medalje for at tage Ekko med ind i stuen så meget trætte mor kan sove i hele to timer sammenhængende!

Kl. 08-12; Ekko får morgenmælk, leger lidt og tager så en formiddagslur (i en relativt akavet stilling – men hun sov i to timer så det er åbenbart ikke så dumt at have fødderne op når man er en baby…).

Kl. 12-14; Ekko leger lidt, brokker lidt, hygger lidt og spiser lidt imens jeg pakker noget af det tøj, der er blevet for småt, flytter en bogreol og tapetsere den nye bogreol-skjuler, der har til formål at forhindre Ekko i at vælte alle bøgerne ned over sig.
Ps: Bøgerne vender altså ikke på hovedet i reolen (og de kan heller ikke svæve – kunne ellers være ok sejt), men det er dælme besværligt at vende billedet nu så derfor får i det på hovedet…
Kl. 14-15; Det er ikke helt tid til en eftermiddagslur, men jeg kan ikke vente med at prøve vores spritnye bil så jeg pakker Ekko og en meget stor pose vådt vasketøj sammen og går ned til bilen. Mine arme falder næsten af, men det lykkes at få det hele ned i den anden ende af parkeringspladsen og pakket ind i den meget fine bil, der lugter rigtig meget af rustbeskyttelse…
Vi kører først til Taastrup efter en blomst til farmor og så videre hen til farmor (og tørretumbleren) – helt uden brok! Faktisk falder Ekko i søvn så bilen er i den grad godkendt!
Kl. 15-17; Far kommer hjem til Ekkos store fornøjelse. Hun får gulerodsmos med pastinak og havtorn (jojo, man er vel en gourmet-baby). Hun synes tilsyneladende at det smager lidt surt, men der glider da noget ned.
Kl. 17-18; Mexi-mad til de voksne! Mums!
Kl. 20; Ekko falder i søvn og den meget trætte mor håber at det er for natten og at hun sover i mange timer. I et anfald af optimisme går jeg også i seng.
Kl. 20.30; Ekko vågner og er sulten.
Kl. 21.20; Ekko vågner og er sur.
Kl. 22; Ekko vågner og er sulten.
Sådan fortsætter vi indtil:
Kl. 02; Jeg giver op og overdrager meget friske Ekko til Jesper, der passer hende indtil klokken 5. Han får endnu en medalje.

1 Comment on En helt almindelig dag (på barsel)

  1. Maria
    september 21, 2013 at 7:36 am (5 år ago)

    Tak fordi du ville være med i legen !
    En helt almindelig dag, er aldrig helt almindelig nej – men dejlig ser den nu ud.

    KH Maria.

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *