august 2013 archive

Kong Gulerod

Det er gået mægtig fint, det med at opstarte på ske-mad. Ekko synes at det er sjovt og selvom det ikke er mit indtryk at der ryger så meget ned i maven så synes hun at det er alletiders at sprutte hirse ud i så stor en del af stuen som muligt. Ind til videre har jeg haft hirsegrøden frosset ned i en isterninge-bakke og lige tøet en terning op når det var tid til at prøve at spise. De sidste par dage har vi også forsøgt os med avocado (med stor succes).I dag syntes jeg at det var tid til at prøve noget nyt og da isterningerne egentlig har været meget smarte tænkte jeg: ‘Jeg laver lige en stor portion gulerodsmos, så har jeg til et par dage’.

Fire gulreødder blev skrællet, skåret i stykker, kogt bløde og blendede. Af en eller anden grund hældte jeg det hele op i skålen – jeg må have tænkt ’så fryser jeg bare resten ned når jeg har set hvor meget hun spiser’.

Her er hvad der var tilbage i skålen:

Ca. nok til at lave én isterning. Det, og så et orange-farvet barn.

Nåh men, jeg koger bare en ny portion i morgen så.

:-)

Ekko-hilsen

Nårh, nu bliver her da lige lovlig dybt, her på bloggen. Det hele skal jo ikke gå op i dybsindige tanker, behandliger og skrigeture så nu må jeg hellere lige lave en update! For ca. en måneds tid siden var jeg vældigt god til at trille fra ryggen til maven og en gang imellem trillede jeg også tilbage igen – men siden da har jeg ligesom lagt den evne lidt på hylden til fordel for at undersøge mine meget spændende tæer. De er tæt på at kunne nå ind i munden, men de har det med at undslippe lige i sidste øjeblik :-/
I dag genopdagede jeg at hvis jeg ligger på maven og strækker armene HELT ud – så vender jeg rundt! Jeg havde dog ikke lige forudset at mit hoved faktisk er ret langt væk fra gulvet når jeg strækker mig ud på den måde – og når jeg så vender rundt så lander hovedet først. Lige ned i gulvet. Av. Jeg må øve mig lidt mere på teknikken :-p

Når jeg ikke triller så er jeg ret optaget af mig aktivitetscenter – jeg har opdaget at det er bedst at ligge på siden når man undersøger det for når man ligger på maven har man samme problem som når man triller – hvis man lige et øjeblik slapper af i nakken så banker hovedet lige ned i centeret og det gør avs.

 

Taknemmelighed

I går læste jeg et indlæg hos hende.dk. Et indlæg, der handlede om sorg. Om at leve med sorg og om at acceptere sorg. Sorgen over at have mistet et barn. Jeg havde selv lige puttet Ekko, der endnu engang kun var faldet i søvn fordi hun var så udmattet af at græde at hun ikke havde andre muligheder end at lukke øjnene. Jeg var træt, ked af at den kiropraktiske behandling måske alligevel ikke virkede, bange for om der er noget alvorligt galt og frustreret over ikke at være i stand til at trøste mit barn.

Men da jeg læste det indlæg gik det op for mig hvor usandsynligt heldig jeg er. Vi har fået lov at være forældre til den mest fantastiske lille skabning vi nogensinde har mødt. Vi har fået lov at være dem, der skal lære hende at være til og vi har fået lov at være dem, der må kaste al den kærlighed, der er skabt i os, lige ned i hovedet på det lille menneske, der hver eneste dag tager mere og mere imod. Og som, hver eneste dag, giver mere og mere igen.
Når jeg tænker efter, og lørdag aften er jo et glimrende tidspunkt til lidt refleksion, så er der tusind ting at være taknemmelig for. Jeg skal bare huske at tænke over dem.
I denne uge var jeg taknemmelig over:
Søndag; at himlen var blå
Mandag; at slå øjnene op til et stort tandløst smil og to små fødder, der var blevet fanget af to små hænder
Tirsdag; at det nye gulv på altanen stadig er lækkert at gå på med bare fødder
Onsdag; at jeg havde besøg af min mor, der sad med Ekko imens hun guffede en lille portion hirsegrød i sig (altså, Ekko, ikke min mor).
Torsdag; at jeg havde muligheden for at gå ind og give Ekko et kys på panden efter at hun var faldet i søvn
Fredag; at jeg lærte at manøvrere rundt i den nyindrettede stue UDEN at træde på de knirkende steder på gulvet
Lørdag; at jeg er mig. Og at Ekko er Ekko. Og at vi er Jespers. Og han er vores.

Dilemma

Ekko synes at det er mægtig fint at se fjernsyn. Hun kan være helt optaget i flere minutter og sidder endda tit og griner lidt for sig selv – især hvis der er børn i fjernsynet. Men hvad synes jeg egentlig om det? Aldeles passiv underholdning i en alder af 4 måneder? Og kan det betyde noget at hun ser væmmelige klip i fx nyhederne? Og hvad med den slags serier hvor billedet hele tiden skifter og flimrer – er der ikke noget med at det kan udløse epileptiske anfald (ikke at hun har epilepsi, men måske er det bare ikke så godt med for hjernen med alt det flimmer?). Og kan det, KAN det, mon være hæmmende for sprogudviklingen at se Amalies Verden? På den anden side – så ER det altså rart med den lille pause og det er jo meget hyggeligt at sidde med hende på skødet og se Venner i 5 minutter…Jeg har bestilt en dvd om baby-tegnsprog som det er meningen at vi skal se sammen – så er jeg da sikker på at indholdet er børnevenligt. Spændende om hun gider se lidt af det og spændende hvor længe der går før jeg er meget, meget træt af at se den samme dvd om og om igen… :-p

 

On a different note…

…så er den der gæstebog faktisk blevet færdig! Det er også kun 2 år siden vi blev gift – måske det var på tide. Jeg vil ikke lave en DIY for jeg er alt andet end god til at få firkanterne til at mødes de rigtige steder (det er mere eller mindre tilfældigt der hvor det ser pænt ud :-p ), men et lille tip vil jeg gerne dele: I stedet for at slås med at sy fyld fast købte jeg et billigt vattæppe i Jysk og brugte som bagside. Tilfældigvis kunne jeg godt lide de pink prikker, men ellers ville jeg bare have syet vattæppet helt ind i mit eget tæppe – så bliver fyldet på sin plads uden at man behøver at sy frem og tilbage :-)Og forresten: Ekko gik også i seng uden brok i går! Hun havde lige en lille nedsmeltning i går eftermiddags da jeg fik den gode ide at vi kunne gå en tur med barnevognen – men jeg opgav hurtigt og så faldt hun til ro igen. I dag skal vi igen til kiropraktor så jeg håber på endnu mere bedring :-)

 

Kolik og kiropraktor

Er du en lille smule himmelfalden hver gang folk siger at du skal huske at nyde de første måneder for ‘de bliver så hurtigt store’? Du synes at det er lidt ligesom at sige ‘nyd det nu når tandlægen borer for han er så hurtigt færdig’…Har du med stigende desperation set frem til de famøse 3 måneder hvor baby forventes at have vænnet sig til verden og kolik symptomer ofte aftager?

Bruger du tricks som at svinge liften så højt at det er liiiige før baby falder ud, for at få den lille til at falde til ro?

Har du sunget ’se min kjole’ i op til 3 timer i streg med en lille skrigeballon på skulderen (ofte!)?

Har du haft støvsugeren kørende i månedsvis (uden rent faktisk at støvsuge) fordi hvid støj får baby til at falde lidt til ro?

Er du ved at falde om af træthed, men alligevel ville du ønske at der fandtes en bank hvor du kunne bytte en times søvn for en times glad baby?

Kigger du på klokken når et anfald starter og tænker ‘ok, nu er klokken 15, så sover hun senest klokken 17, sandsynligvis klokken 16, for der har hun simpelthen ikke energi til at skrige mere’. Og så går du rundt med hende og ønsker, ønsker, ønsker at du kunne gøre noget for at hjælpe hende.

Kan du svare ja på nogle af ovenstående så tillykke! Du har vundet en kolik-baby.

Vi vandt i det lotteri. Og vores hjerter bløder for vores lille pige, der er så ked af det. Vi har prøvet alle de tricks, der er i bogen, men da Ekko samtidig er den ulykkelige indehaver af prædikatet ‘uncuddly’ har gode råd været meget dyre. Svøbe, slynge, vikle, holde, hoppe, nusse, made, barnevogn, autostol. Intet kan få hende til at falde til ro når kolik-anfaldene rammer. Og de rammer. Tit.

De tre måneder kom og gik og der var faktisk også en kort overgang hvor det gik bedre. Men den gik over. Alt for hurtigt. Og nu har vi rundet 4½ måned og hun er stadig lige ulykkelig.

Jeg har været meget tilbageholdende i forhold til at opsøge alternative behandlingsformer. Jeg har meget lille tillid til zoneterapi, jeg bryder mig ikke om at trykke på så små menneskers rygsøjler og kranio sakral terapi ved jeg intet om, men det lyder så hokus-pokus-agtigt. Jeg var sikker på at hun ville vokse fra kolikken af sig selv, men efterhånden var der ikke meget der tydede på det. Og så kom der en dag, i sidste uge hvor jeg ikke kunne mere. Den slags dage har der egentlig været en del af, men denne her var anerledes for det var ikke kun mig, der ikke kunne mere. Ekko kunne heller ikke mere.

Hun kom ud af sin trance, kiggede på mig og jeg følte at hun sagde meget tydeligt ‘nu bliver vi altså nødt til at prøve noget andet end bare at gå rundt og græde alle sammen’. Så vi ringede til en kiropraktor.

Nu har hun fået to behandlinger og begge har udløst forfærdelige skrigeture, men efter at de er overstået har hun både mandag og onsdag taget sig en seriøs lur. 4 timer. Så længe sover hun ikke engang om natten. Så der er vist ingen tvivl om at den lille krop reagerer på behandlingen Og i går aftes var hun slet ikke ked af det. Hun hyggede og legede, spiste og gik i seng efter kun 5 minutters brok. Klokken 21. Det har vi simpelthen aldrig prøvet før. Så nu siger vi at det virker, det der med kiropraktor.

Og så siger vi at denne her Ekko, hende der vil sove når hun er træt og spise når hun er sulten, hende, der smiler fordi det er rart at være vågen og hende der er så nysgerrig at hovedet slet ikke kan dreje langt nok rundt til at hele stuen kan overvåges på én gang, vi siger at hun er kommet for at blive.

 

Med til bords

Noget siger mig at vi snart får brug for en voksdug hvis vi vil beskytte vores egetræsbord en smule imod den lille hustyrans eskapader… :-p

 

4½ måned og lidt umulig

Det er vist ikke særlig nemt at være Ekko lige i øjeblikket! Hun er i den grad i dårligt humør og vil ikke holdes, vil ikke ligge, vil ikke spise, vil ikke sove. Det er simpelthen en fest. Men mere om det i et andet indlæg – dette her indlæg skulle nemlig handle om leg. For ind i mellem de temmelig udmattende skrigeture er hun intet mindre end den dejligste trut vi kender. Legetøj begynder efterhånden at være mere end noget man kan kigge på og de første spæde forsøg på at gribe fat er nu blevet afløst af en lille hurtig næve, der holder fast også selvom opmærksomheden flyttes fra en genstand til en anden.

 

1 2