Vacciner

Ekko fik sin 3 måneders vaccine i går – to stik, der skal beskytte hende imod difteri, stivkrampe, kighoste, polio, hib og PCV7. Vacciner er jo smarte. Det er jeg helt med på. Men pyyyyhhhh ha – nu forstår jeg pludselig alle de facebook-opdateringer jeg har læst med ordlyd i retning af ‘min stakkels lille mus klarede bare vaccinen SÅ flot’. Dengang jeg ikke selv var mor syntes jeg ikke at alle de vaccinations-updates var særligt sindsoprivende, men nu  hvor jeg ER mor, kan jeg godt se hvordan vacciner på udvalgte dage kan være det eneste man tænker på – og naturligvis noget man er nødt til at dele med omverdenen.Men hvis jeg skal være helt ærlig, så klarede Ekko det altså ikke særligt flot. Hun skreg i vilden sky, men for søren – det ville da også være et mærkeligt barn, der ikke gjorde det? Det gør jo ondt! Jeg synes da selv at især stivkrampevaccinationer er djævlens opfindelse og det må da bare være så ubehageligt at blive stukket hele to gange helt uden at man aner hvad der foregår.

Men efter de to stik og en relativt hurtig skrige-tur gik hun ud som et lys. Faktisk var det helt hyggeligt at hun lå og puttede ind til min skulder og imens vi spiste aftensmad hos farmor og farfar var hun intet mindre end en mønsterbaby, der smilede, pludrede og underholdt sig selv imens vi spiste og faldt i søvn næsten uden brok. Men da jeg tog hende op for at køre hjem kunne jeg godt mærke at hun var temmelig varm. Og da vi kom hjem trak alle uvejrsskyerne sammen. Og lige der, da jeg lagde en hysterisk skrigende baby på puslebordet fordi der var bræk ud over det hele, og hun forsøgte sig med et meget tappert smil midt i al skrigeriet, der syntes jeg alligevel at hun klarede det helt vildt flot! Med feber, kvalme, smerter i låret (hun blev helt vild når jeg kom til at flytte på hendes ben) og sikkert bare generelt ubehag er det da meget sejt at forsøge at være lidt glad. Allerede klokken 20 faldt hun i søvn og selvom hun stadig græd lidt i søvne sov hun helt ind til klokken 2 og igen til klokken 6. Her til morgen er feberen overstået, men hun kan stadig ikke rigtig holde mad i maven så hun er en smule pjevset – dog er hun netop nu faldet i søvn i barnevognen så jeg krydser fingre for at hun er ovre det værste.

Jeg sneg mig til at tage et billede af den lille frk. dvaskhed, med nusseklud og spytbobler, drattet omkuld i mors arm:

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *