Udbud og efterspørgsel – overproduktion af mælk

Kender du det der med at have en baby, der græder af sult, men skriger i panik når hun ser brystet? Nej? Det er ellers ret sjovt kan jeg godt afsløre!Når man er 5 uger gammel har man tilsyneladende efterhånden lært at sætte lighedstegn imellem luft i maven, mavesmerter og alt for store mængder mælk, der kommer alt for hurtigt. Måske ved man endda også at man skal igennem et mindre kvælningsangreb hver gang man begynder et måltid og får sendt voldsomme stråler lige ned i halsen pga. en afsindigt hurtig nedløbsrefleks. Og når man godt ved de ting så har man slet ikke lyst til at give sig i kast med at spise. Desværre bliver man jo så temmelig sulten og så har vi balladen.Vi har beskyldt vores lille Ekko for at være kolik-barn da hun græder i timevis hver dag og vi på ingen måde kan trøste hende – vi kan se at hun har ondt i maven, men kan ikke gøre noget for at hjælpe hende. De sidste par dage har hun derudover gylpet ekstremt meget. Vi snakker eksplosioner af gylp. Ved en søgning på ‘voldsom gylp’ og ‘mavesmerter’ har google så nu fortalt mig om begrebet ‘overproduktion’.

I al sin enkelhed går det ud på at moderen producerer mere mælk end babyen kan nå at spise. Det betyder at den lille mave bliver fyldt op med ’skummetmælk’ og luft og at hun kun sjældent kommer hen til den gode fede mælk, der eftersigende skulle ligge bedre og tungere i maven. Symptomer på overproduktion er:

  • Barnet græder ofte og er ofte meget irritabel og rastløs
  • Barnet kløjes i mælken under amningen
  • Barnet lader til at bide eller hage sig fast i brystvorten under amningen
  • Mælken sprøjter når barnet giver slip, specielt i begyndelsen af en amning
  • Moderen kan have ømme brystvorter
  • Amningen føles ofte som en kamp, hvor babyen tager fat og giver slip hele tiden
  • Barnet dier ofte og i meget kort tid, 5 eller 10 min ad gangen
  • Barnet lader til at have et had/kærlighedsforhold til brystet
  • Barnet bøvser meget eller har meget luft i maven, og har tendens til at gylpe meget
  • Barnet har grøn, tynd eller slimet eksplosiv afføring
  • Moderens bryster føles ofte overfyldte
  • Moderen har ofte tilstoppede mælkegange

Kilde: http://www.ammenet.dk/wiki/overproduktion

Jeg kan nikke genkendende til det hele.

Løsningen er forhåbentlig blokamning. Det prøver vi ihvertfald nu. Faktisk har Ekko aldrig fået mad fra begge bryster i samme måltid da hun simpelthen er mæt inden vi kommer så langt. Men nu indfører vi 2 eller 3 måltider fra samme bryst (afhængigt af hvornår det andet nærmer sig eskplosionsfare) i håb om at min krop kan fatte at udbuddet af mælk er temmelig meget for højt i forhold til efterspørgslen.

Jeg kan også læse mig til at alternative ammestillinger kan være en løsning – især i forhold til den meget hurtige nedløbsrefleks som hun også har svært ved at kapere. Vi har dog kun lige akkurat fået amningen til at fungere (uden ammebrikker) i almindelig stilling så jeg har svært ved at omstille mig til noget nyt (fx at ligge på ryggen så tyngdekraften arbejder imod nedløbsrefleksen) – vi må øve når humøret er godt (altså babyens humør – moderens er underordnet i den sammen hæng :-p )

Oooog, så er der da også lige et par billeder af Vestegnens måske mest fotograferede baby:

10 Comments on Udbud og efterspørgsel – overproduktion af mælk

  1. Henriette
    maj 15, 2013 at 9:28 am (5 år ago)

    Puuha.. jeg havde lidt samme problem i en periode og der fandt jeg ikke nogen tekst som din.. Istedet fik jeg at vide, at jeg skulle pumpe ud før hvert måltid sådan, at min søn kom ind til det fede mælk hurtigere og det hjalp.. på babyen.. men ikke på mig, som jo bare begyndte at producere endnu mere mælk.. Det var så der vi gav op og jeg viede mit liv til flasker og ME.. Jeg håber det kommer til at gå bedre for mig, at amme denne gang med lillesøster!

    Håber at jeres amning kommer til at gå bedre :)

    Svar
    • Charlie
      maj 15, 2013 at 9:44 am (5 år ago)

      Så vidt jeg kan google mig frem til har man tidligere brugt begreber som ‘manglende næring i mælken’ og ‘tynd mælk’ netop når barnet ikke kommer frem til den fede mælk – og i yderste konsekvens kan det resultere i at barnet taber sig på trods af at der er kæmpe mængder mælk. Man har så foreslået mødre at malke ud for at komme af med noget af den tynde mælk, men hvis problemer er overproduktion vil det som du siger kun blive endnu værre…

      Jeg har blokammet siden i går aftes (jeg er gået all in så hun har kun fået det ene bryst hele natten og det andet hele formiddagen) (welcome brystspændinger!) og om det er det der virker eller om hun under alle omstændigheder ville have været rolig i dag er jo svært at sige – men ind til videre er hun ihvertfald en fornøjelse :-)

      Svar
  2. Konen
    maj 15, 2013 at 9:49 am (5 år ago)

    Vi lå ned og ammede – så kunne hun nemmere vende hovedet væk. Og når mælken løb satte jeg en finger for, så baby lige fik luft (det bremser det lidt) – min sundhedsplejerske kalder det ringeklokke-metoden. Haha

    Blokamning virkede for os. Et par døgn var vi helt oppe på 6 timers blokke (så altså 12 timer imellem hvert bryst) og så malkede jeg ud til mælken holdt op med at stråle ud af sig selv. Håber I får reguleret det. Det er virkelig ikke sjovt for nogen mens det står på

    Svar
    • Charlie
      maj 15, 2013 at 9:53 am (5 år ago)

      Haha – jeg sætter også en finger for, men det er nu mest for at undgå at skyde alting inden for en radius af 30-40 cm ned med mælk :-p

      Jeg må prøve at ligge ned – det skulle også hjælpe alene fordi den vandrette strøm er lidt mindre voldsom end når jeg sidder oprejst.

      Dejligt at høre at det godt kan reguleres :-)

      Svar
    • Konen
      maj 15, 2013 at 9:54 am (5 år ago)

      Og med “ligge ned” mener jeg på siden, i øvrigt.

      Glemte også at sige “hang in there” – her kunne jeg mærke en forskel i produktionen allerede efter et døgn, de gange det har været nødvendigt at regulere.

      Svar
    • Charlie
      maj 15, 2013 at 11:37 am (5 år ago)

      Fedt at det kan mærkes så hurtigt! Jeg håber meget på at det bliver bedre i løbet af de næste par dage :-)

      Svar
  3. Stinemor
    maj 15, 2013 at 9:56 am (5 år ago)

    Vi brugte også blokamning, men ikke fordi hun havde ondt eller noget, men fordi jeg havde SÅÅÅÅ meget mælk. Hun åd lystigt og voksede med raketfart. Hun tog simpelthen så meget på så hurtigt, men havde heldigvis ikke ondt. Men hun havde jo ikke behov for så meget mælk, så blokamningen blev brugt til at sætte produktionen lidt ned. Hun blev fuldammet til hun var 7 måneder uden problemer…
    Næste gang gider jeg ikke kæmpe så meget med at nedsætte produktionen, så jeg har aftalt med sundhedsplejersken, at jeg skal donere mælken i stedet til hospitalet, så der er nogle andre små der kan få gavn af mælken :)

    Rigtigt meget held og lykke med det, og hvor er det bare en smuk lille skabning I har jer

    Svar
    • Charlie
      maj 15, 2013 at 11:40 am (5 år ago)

      Jamen når det ikke giver problemer så er det jo faktisk et luksusproblem 😀
      Sejt at andre små børn kan få glæde af at du kan lave så meget mælk!

      Ekko er også vokset turbo hurtigt fra 2400 til 3900 på 5 uger – men desværre langt fra uden mave-problemer. Jeg krydser fingre for at overproduktion er roden til alt ondt, men muligvis er det noget helt andet, der generer hende… :-)

      Svar
  4. Tine
    maj 15, 2013 at 2:00 pm (5 år ago)

    Åh, det der amning er en videnskab!

    Håber du får styr på din overproduktion, og at Ekko undslipper maveproblemer.

    Svar
    • Charlie
      maj 15, 2013 at 3:34 pm (5 år ago)

      Ja, det er helt skørt :-s

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *