december 2012 archive

Jødekager og pebernødder

Jeg har fået æren af at bage småkager til årets familie-jul og faktisk har jeg aldrig nogensinde bage småkager før! Cookies, tit, men ikke rigtige småkager…så jeg har hygget mig med at eksperimentere lidt med de klassiske jule-småkager. I weekenden blev det til jødekager og pebernødder – begge i en lidt speciel udgave…

Opskriften på både de skak-ternede jødekager og pebernødderne med pynt er fra det nyeste MAD-blad (November-December 2012) – hvis du ikke er så heldig at ligge inde med bladet kan du helt sikkert google dig til opskrifter på begge dele. Tricket i at lave skak-ternede småkager er at dele grunddejen i to og tilsætte kakao til den ene halvdel. Rul så to pølser af hvert stykke og gør dem så firkantede som muligt (jeg brugte to store knive og pressede fladerne imod hinanden). De fire stykker limes sammen med et pisket æg (pensl det på med fingrene) så du får én stor firkant, der ser ternet ud fra enden (håber at denne forklaring giver mening – det tog mig lidt tid at regne ud hvordan det skulle gøres :-p ). Rul firkanten ind i husholdningsfilm og læg den på køl i en time inden den skæres i tynde skiver, pensles med æg og drysses med kanelsukker – og bages (10 min ved 175 grader). De er seriøst fine hvis jeg selv skal sige det!

Pebernødderne er helt almindelige (lidt store) pebernødder, der er pyntet med hasselnødde-flager, hakkede pistacie nødder og knuste bolcher i forskellige farver – dem med bolcher ser virkelig indbydende ud, men de er meget søde! Måske en anden type bolcher end de billigste fra Rema havde egnet sig bedre – fx pebermyntebolcher :-)

 

Du ved at det er mandag når…

…du vågner når vækkeuret ringer, glæder dig over at kæresten slår det fra og falder straks i søvn igen og når at drømme 700 vildt underlige ting inden du igen bliver vækket og nu er helt forvirret over at det allerede er morgen…

…du har besluttet at arbejde hjemme og derfor ikke kommer længere end til at tage en strikketrøje ud over nattøjet…

….når du har tabt en linse i løbet af natten og verden derfor er mærkeligt delvist sløret…

…når du indser at vinduerne rent faktisk ER vildt duggede (nej, det skyldes ikke kun den manglende linse) og at alt det kondens vand der er løbet ned af dem danner istapper under vindueskarmen (måske det er på tide at opgive min 3 år lange boykot af vores varmeselskab og tænde for radiatorerne)…

…når du har købt et glas (vildt dyre) vitamin piller fordi ‘det kan være svært at få vitaminer nok her om vinteren, især når man er gravid og kun har lyst til chokolade’ og der så står på glasset at de ikke må spises af gravide…

…når du alligevel åbner glasset for at give kæresten en vitaminpille, men dine fingre åbenbart har mistet evnen til at holde fast i løbet af natten hvilket resulterer i at glasset falder på gulvet og pillerne spredes over HELE stuen (du drømmer ikke om hvor langt den slags kan trille!)…

…når det eneste lille lyspunkt er at glasset trods alt ikke splintredes!

…når du sender en mail til din vejleder og først bagefter opdager at der var var vedhæftet en samtale mellem dig og en kollega om urimeligheden i den mængde arbejde man forventes at udføre om lørdagen (undo undo undo!)…

…når kæresten er taget med de sne-ramte kaos-s-tog på arbejde og ringer fordi han har glemt sin pung OG sit togkort, men først er kommet i tanke om det da han var halvvejs inde ved byen (forbandede vintervejr, der gør at man må skifte jakke)…

…når han er nødt til at stige ud af toget tre gange for at komme de sidste 6-7 stationer uden at få en bøde…

…når man først efter at han ER kommet sikkert på arbejde kommer i tanke om at han bare kunne have købt en mobil-billet (verden er simpelthen ved at blive for teknologisk! Men så kan han da i det mindste komme hjem igen :-)…

Glædelig mandag derude – håber at jeres start på ugen har været en anelse mere rosenrød :-)

Purløg og Persille; En net-butik med sjæl

Nå, nu synes den der mave altså ikke længere at den kan være i nogle af mine bukser! Og selv om det er dejligt at have en undskyldning for at gå lidt ekstra i kjole så er det også nogle gange rart bare at kunne trække i et par bukser og en t-shirt. I jagten på nye bukser faldt jeg over den hyggeligste lille net-butik jeg nogensinde er faldet over: Purløg og Persille.

Ditte, som ejer butikken, har lagt et kæmpe arbejde i at gøre siden indbydende og i at beskrive hvert enkelt stykke tøj i detaljer så man som køber nemt kan vurdere både størrelse, kvalitet og hvorvidt tøjet er egnet som ventetøj/ammetøj – der er nemlig masser af tøj i butikken som ikke er decideret graviditetstøj, men som sagtens kan bruges som sådan alligevel. Omvendt er der også en masse tøj som ER graviditetstøj, men som er så lækkert i designet at det helt sikkert sagtens kan bruges når graviditeten/amme-perioden er overstået.

Jeg blev faktisk så glad over det store arbejde, der tydeligvis var lagt i både udvælgelse af varer og beskrivelse af varer, at jeg besluttede mig for at købe hele to par bukser – og samtidig forelskede jeg mig i en masse andre varer, bl.a. disse:

Og i denne, efter min mening, helt perfekte amme-hættetrøje:

Butikken sælger i øvrigt også ting til både børn, far og børneværelset og som Purløg og Persille selv skriver på hjemmesiden; det er genialt og suverænt!

Ps: Dette indlæg er på ingen måde sponsoreret – jeg havde bare en virkelig god net-shopping-oplevelse (ja, det kan man godt have!) og derfor denne begejstring for shoppen :-)

Pps: Jeg har ikke fået bukserne endnu så der kommer endnu et Purløg og Persille-indlæg når jeg ved om det rent faktisk er så godt som det ser ud (det er jeg nu ret sikker på at det er :-p )

Der breder sig en duft af jul

Lørdagen står i julebagningens tegn og det dufter godt! Der er blevet indkøbt store mængder smør, sukker, chokolade, vanilje og en masse andet godt og så har der været gang i ovnen i timevis – det endelige resultat af dagens udfoldelser kommer først på tirsdag, men her er en lille teaser med alternative jødekager og pebernødder (drøn-spændende at vente helt til tirsdag ik? Haha…men det er for mørkt nu til at tage ordentlige billeder og i morgen kan jeg heller ikke nå det…).

 

Jule-stemning

Der er altså virkelig ikke noget, der kan skabe julestemning som sne i december! Det skulle da lige være æbleskiver OG sne i december, men i denne omgang er der kun billeder af sneen. Jeg bliver helt glad indeni når verden er hvid og fin og faktisk synes jeg også at vintermørket føles mindre tungt når jorden lyser op – på trods af bly-grå himmel på det første billede!

 

DIY: Penge på væggen

Jeg har endelig fundet på noget at bruge min mønt-samling til: Kunst! Idéen kom fra min nye overspringshandling nummer 1: craftgawker og ikke nok med at det faktisk var rigtig hyggeligt at kigge alle mønterne igennem for at udvælge de bedste og samtidig tænke tilbage på den tur de hver især stammer fra så synes jeg faktisk at resultatet blev helt godt.

Materialer:
En ramme i valgfri størrelse
En masse mønter
Et stykke papir i valgfri farve
Super-glue

Mønterne limes fast med en lille klat lim – det er en god ide at lægge dem op på papiret inden der limes for at være sikker på at det kommer til at passe nogenlunde at få dem ud til alle kanter – jeg synes dog ikke at det gør noget at der er lidt huller. Det er trods alt ret svært at fylde en firkant ud med cirkler :-p

 

DIY: Opbevaring af kuglepenne

En gang imellem opdaterer jeg mit system til opbevaring af kuglepenne/farveblyanter osv.
Engang syntes jeg at det var fancy at pakke konserves-dåser ind i grafisk papir, en anden gang syntes jeg at syltetøjsglas så fine ud og senest lavede jeg en farveblyantholder af birketræ. Jeg har været ret godt tilfreds med alle resultaterne, men problemet er bare at de ikke passer sammen…

Så nu er systemet blevet opdateret igen – og det endda ganske gratis :-)

Materialer:
– En kasse (jeg brugte en kasse, der havde været almindelige stearinlys i, men en skotøjsæske el.lign. vil også være fremragende)
– Kort eller papir til at pakke kassen ind i
– Lim og saks
– En masse tomme toilet-rulle-rør

Og til sidst skal du bare rundt og finde alle de skrive-redskaber, der gemmer sig i forskellige beholdere/skuffer/på borde/i vindueskarme (eller er det kun mig der lægger kuglepenne over det hele??).

Kortet limes fast på kassen og toilet-rulle-rørerne placeres heri (det er selvfølgelig en fordel hvis rullerne og kassen er nogenlunde lige høje). Jeg havde ikke lige nok til at fylde kassen op endnu (jeg havde faktisk kun to…), men når der engang er nok er planen at de kan holde hinanden på plads så der skal ikke limes eller noget.

En del af kulgepenne-rodet inden den nye kasse blev lavet:

Materialer og resultat:

Ps: Jep, der går ikke længe før der igen er kuglepenne i hele lejligheden, men nu har de da i det mindste et sted hvor de samlte hører til – ihvertfald når vi har fået brugt noget mere toiletpapir… :-p

1 2