november 2012 archive

Alt det der du ikke må…

…når du er gravid: Danskvand.

Det var virkelig en overraskelse for mig da jeg læste et sted at man skal undgå danskvand når man er gravid! Derfor var jeg også nødt til at undersøge det lidt nærmere og jeg kan ikke finde nogen faglig argumentation for at kulsyre skulle kunne skade hverken mor eller foster.Dog ser det ud til at det kan være en god ide at undgå danskvand (og andre kulsyreholdige drikke) hvis man er så uheldig at lide af sure opstød/halsbrand.

Jeg må hellere lige for god ordens skyld opfordre til at drikke en masse vand, men jeg skal være den første til at indrømme at jeg virkelig synes at vand er kedeligt…altså, et iskoldt glas vand med lidt citron på en varm en sommerdag er da himmelsk, men resten af tiden kniber det altså for mig at drikke nok helt almindeligt vand. Jeg drikker derfor en masse en danskvand og krydser fingre for at jeg er en dem, der undgår alt for meget halsbrand – jeg synes at det er en lækker og relativt billig måde at slukke tørsten på :-)

 

Lækker kartoffel-roulade

Mine forældre havde lavet super lækkert og meget pænt tilbehør til en vildsvinekølle sidst vi besøgte dem. Opskriften er inspireret af Hejdi, men jeg har tilføjet et par små ændringer:Tilbehør til 4 personer:

Roulade:
1 kg bagekartofler, skrællede og revet groft på rivejern
4 æggeblommer
200 g revet ost
2 fed hvidløg, presset
Salt og peber

Fyld:
500 g frosset/frisk helbladet spinat
200 g flødeost naturel
2 røde peberfrugter i små tern
Salt og peber
En håndfuld friske krydderurter efter eget valg (fx timian/basilikum/persille)

Bland de revne kartofler godt med æggeblommer, ost, hvidløg, salt og peber. Massen hældes i en bradepande med bagepapir, og trykkes godt sammen med hænderne.

Bunden bages i ca. ½ time ved 200 grader til den er pænt lysebrun. Derefter afkøles den.

Spinaten tøes evt. op og blancheres i en gryde med lidt vand og salt til den er faldet godt sammen, og køler af. Spinaten blandes med hakkede krydderurter og peber.

Når bunden er kølet af, smøres osten ud over bunden, spinaten fordeles over osten, og peberfrugttern drysses på til sidst.

Rouladen rulles stramt sammen  på den lange led og skæres herefter i skiver. Skiverne eftergrilles i ovnen i ca. 10 minutter til de bliver sprøde og lækre på oversiden. Alternativt kan rouladen fryses ned og varmes op i skiver på en grillpande når den skal bruges – det giver nogle flotte striber.

 

Efterår

Åh, så fint efteråret stadig er. Er det bare mig eller har der været smukke efterårsfarver i enormt lang tid i år?

 

Alt det der du ikke må…

…når du er gravid: Sushi.Da jeg først blev gravid og googlede som en sindssyg hvad det nu var vi havde kastet os ud i, stødte jeg mange steder på formaninger om hvordan man skal spise og hvad man ikke skal spise og fisk, især rå fisk, lader til at være et af de helt store spørgsmål. Inden det var officielt at jeg var gravid var jeg på sushi restaurant med en veninde som fortalte at netop sushi var en af de ting hun havde savnet allermest da hun selv var gravid – og for at andre nu ikke skal lide samme afsavn kommer her en guide til hvordan det nu er med det der rå fisk:

Sushi på restaurant i Danmark:
Det er et lovkrav at al fisk skal have været frosset i min. 24 timer før det må serveres på restaurant hvilket slår eventuelle parasitter ihjel. Dermed er det helt sikkert at spise sushi selvom man er gravid – eller ihvertfald lige så sikkert som når man ikke er gravid. Mht. de store rovfisk som indeholder mange tungmetaller anbefales det at man spiser max 100 g om ugen (fx tun) og 100 g tun, vil jeg bare lige sige, kan altså blive til rigtig, rigtig meget sushi så der sker ikke noget ved at spise et par ruller en gang i mellem. Hvis du vil være helt sikker er det dog nemt at undgå tun – gå istedet efter laks, hellefisk, rejer osv.

Hjemmelavet sushi:
For hjemmelavet sushi gælder samme regler som ved restaurantbesøg – sørg for at fisken har været dybfrosset i mindst 24 timer inden den rulles og brug ikke for store mængder tun. Røget fisk er der heller ingen risiko ved og det smager skøøøønt :-)

Sushi på restaurant i udlandet:
Afhængigt af hvor i verden du befinder dig er der ikke samme strenge krav til fødevarekontrol som i DK og hvis du ikke kan være sikker på at fisken har været frosset ned ville jeg holde mig fra de rå typer og i stedet vælge vegetar-ruller eller ruller med røget fisk.

Velbekomme!

 

Små ting der gør mig glad :)

Jesper har lavet madplan for næste uge og da varerne i dag kom fra Nemlig og jeg pakkede dem ud var hele den ene pose fuld af de mest velduftende krydderurter man kan forestille sig på en grå efterårsdag:

Basilikum, persille, mynte, purløg og timian – spændende hvad det mon er for noget mad vi skal have med alle de gode ting i…?

1 2