august 2012 archive

Franske makroner

I weekenden kastede jeg mig ud i at lave franske makroner og lad mig bare afsløre – det er ikke verdens nemmeste kage at få til at se pæn ud! Smagen er dog helt fantastisk og diverse uskønheder drukner lidt i mængden så det handler bare om at lave nok 😉

Jeg brugte en opskrift fra Hjemmet, men har et par tips til at få et bedre resultat så her kommer min version:

Makroner:

100 g mandelmel
150 g flormelis
75 g æggehvider (3/4 dl)
1 knsp salt
50 g sukker
frugtfarve

Mandelmel og flormelis sigtes sammen. Æggehviderne piskes stive med salt og sukkeret tilsættes lidt ad gangen. Evt. farve tilsættes til æggemassen INDEN mel-blandingen hældes i (konsistensen bliver svær at styre hvis farven tilsættes efterfølgende…).

Mandelmel kan købes, men kan også laves selv ved at tørre smuttede mandler ved 175 grader i ca 15 minutter og hakke dem i en blender (så fint som muligt). Jeg havde ikke tålmodighed til at smutte mandlerne så jeg blendede dem bare med skal hvilket var helt fint (makronerne uden frugtfarve blev naturligvis en smule mørkere end hvis de havde været med mandler uden skaller, men det synes jeg faktisk så fint ud :-)

Massen skal være lige nøjagtig så flydende at der ikke dannes toppe, men den heller ikke flyder helt ud – hvis den er lidt for fast hjælper det at røre den lidt længere.

For at få makronerne samme størrelse tegnede jeg cirkler på bagsiden af bagepapiret – jeg brugte en 20’er som model og det gav en ret fin størrelse. Jeg satte massen på med to te-skeer da jeg ikke har en tyllepose, men jeg kan forestille mig at det er nemmere at få dem ens i størrelsen med en sådan…

Makronerne skal ‘tørre’ ved stuetemperatur i ca. 30 minutter inden de bages. Ovnen varmes op til 180 grader (varmluft), makronerne sættes i og der skrues straks ned til 140 grader. De bages i 12-15 minutter.

I den oprindelige opskrift står der at der bliver 20 franske makroner (altså 40 makroner i alt), men når modellen er en 20’er bliver der ca. dobbelt så mange…

Jeg brugte heholdsvis kakaopulver, rød frugtfarve og gul fondant-farve til at lave brune, lyserøde og gule makroner. Med alle tre typer af farve krakelerede makronerne (i modsætning til dem uden farve, der var fine og glatte på overfladen). Jeg ved ikke med sikkerhed hvorfor, men jeg tror at det skyldes at jeg blandede farven i efter at have blandet mel/flormelis sammen med æggeblandingen…

Hvid chokoladecreme:

½ dl piskefløde
100 g hvid chokolade
50 g smør
smag
Flødes gives et kort opkog og chokolade og smør tilsættes. Jeg fordelte massen i 4 skåle (da jeg ville have 4 forskellige typer smag):
1: Den hvide creme som den er.
2: Tilsæt 25 g mørk chokolade.
3: Tilsæt 25 g mørk chokolade og saften af ½ appelsin.
4: Tilsæt ca. 25 g purerede hindbær.
Cremen skal køle HELT af inden den tages i brug – sæt den i køleskabet i en times tid (tro mig, hvis du starter for tidligt bliver det noget frygteligt grat… ;-).
Nu skal makronerne bare samles – vælg to der ser ens ud og læg en klat chokoladecreme i mellem med en teske (igen vil det nok være nemmere med en tyllepose).
Makronerne kan gemmes i en lufttæt beholde i op til 2 døgn eller de kan fryses ned ind til de skal bruges.

Ps: Det lyder ret besværligt og det tager også lidt tid og det genererer temmelig meget opvask – men det er so worth it!

Pizza uden mel

Jeg fandt for noget tid siden denne opskrift hos frk. sveske og har siden haft lyst til at prøve den – og da der var blomkål i kassen fra aarstiderne i fredags var det i dag, det skulle være :-)

Bunden består af blomkål, æg, lidt ost og krydderier og er dermed både meget mættende og meget kalorie-fattig. Jeg lavede lidt om på den oprindelige opskrift så jeg tillader mig at gengive den her:

Pizzabund:
1 blomkål revet på den grove side af et rivejern
2 æg
1 lille håndfuld revet mozerella
1 spsk tørret timien
1 tsk chili-pulver
Lidt salt og peber

Bland alle ingredienserne sammen of spred massen ud på en bageplade. Forbag pizzabunden i ca. 10-15 minutter ved 250 grader (varmluft) til den begynder at tage farve.

Tomatsauce:
3 mellemstore tomater
1 fed hvidløg
1 lille chili
Lidt salt og peber

Snit et kryds i toppen af tomaterne og læg dem i kogene vand i ca. 1 minut. Pil derefter skindet af og fjern de våde kerner. Blend tomaterne sammen med de andre ingredienser.

Fyld:
Du kan sådan set fylde hvad som helst på pizzaen – lige hvad hjertet begærer eller bare hvad du har i køleskabet. På den måde er pizza jo super god reste-mad :-)
Jeg brugte: 6 skiver chorizo, 3 skiver parmaskinke, ½ squash, 1 gul peberfrugt og en håndfuld ærter.

Drys med ca. 100 g revet mozerella og sæt pizzaen tilbage i ovnen i ca. 10 minutter ind til osten er smeltet.

Pizzaen smagte overraskende meget af ‘pizza’ og slet ikke af blomkål – helt sikkert en ret der er strøget direkte ind på listen over ‘nemme hverdags-favoritter’ :-)

Dagligvarehandel på nettet: Aarstiderne

Jeg lavede for noget tid siden et indlæg om at handle ind på nettet og blev dengang spurgt om jeg også ville anmelde Aarstiderne og det vil jeg selvfølgelig gerne.

Vi har fået en kasse fra årstiderne hver anden fredag i et års tid og det har været BasisKassen i hele perioden så jeg kan egentlig ikke rigtig udtale mig om variationen imellem kasserne eller måltidskasserne.

Det, som jeg derimod godt kan udtale mig om, er kvaliteten af grøntsagerne og variationen i den enkelte kasse.

Kvalitet: Kvaliteten af grøntsagerne er virkelig høj. Det er naturligvis altid økologisk hvilket betyder at smag og farve er helt i top, men naturligvis også at holdbarheden er noget kortere end mange grøntsager købt i supermarkeder.

Indhold: I kassen er der næsten altid kartofler og gulerødder og en anden grøntsag (såsom blomkål, rødbeder, løg), der sagtens kan holde i de 14 dage, der går i mellem vores leveringer. Derudover er der altid et godt udvalg af grøntsager med kortere holdbarhed såsom tomater, bønner, avocado, peberfrugt osv.

Pris: Kassen lever virkelig op til sit navn: Basis. Det er gode råvarer, som er nemme at få brugt. Én kasse dækker ikke helt vores forbrug på 14 dage, men prisen på 213 kroner er faktisk meget rimelig for økologiske grøntsager til næsten 14 dage (til 2 personer).

Kritik: Jeg er stor fan af at kassens indhold afspejler årstiden og der defor er mere kål om vinteren og flere tomater om sommeren. En gang imellem synes jeg dog at den samme vare bliver ved med at komme uge efter uge, de sidste par måneder har der fx været fennikel med hver gang og selv om det er en dejlig grøntsag er det svært at nå at bruge SÅ meget fennikel. Derudover har jeg et par gange været utilfreds med at der fx kommer agurker fra Spanien i det tidlige forår (om sommeren er de naturligvis fra DK) – det går lidt imod hele konceptet om at mindske forureningen når der fragtes grøntsager på tværs af Europa. Jeg ville foretrække at købe min vinter-agurk i Fakta hvis jeg ikke kan undvære den, hvis Aarstiderne så tilgengæld levede op til kun at tilbyde de varer, der er i sæson.

Overordnet vurdering: Leveringen fra Aarstiderne er meget stabil og det er nemt at melde ferie eller alternativ leveringsadresse. Overordnet set er jeg meget tilfreds med varerne og jeg synes at det er lidt ligesom at få en rigtig dejlig gave hver gang der kommer en kasse (jeg går aldrig ind og kigger på hjemmesiden hvad der er i ugens kasse – jeg kan godt lide overraskelsen :-)