Tågede morgener – også i overført betydning

IMG_5199[1]

Åh, morgenerne på denne årstid er de smukkeste. Solen står op når vi står op – og mange dage ligger tågen fint over marken hvor de islandske heste roligt græsser. Solens stråler brydes i tågen og skaber et magisk lyserødt og gyldent lys, lige uden for vores vindue. Det bliver ikke meget bedre!

Men. Når det er sagt så er jeg ikke fan af morgener. Det er sin sag at få to voksne og to børn op, i tøjet, smurt madpakke, lavet morgenmad, børstet tænder, børstet hår, finde alt frem til børnehave og dagpleje, sko på, jakke på, ud af døren (uden at nogen når at stikke af på deres cykel inden resten kommer ud (Oliver, looking at you!), aflevere, morgentrafik – og så, endelig, morgenkaffe imens PC’en starter op.

Jeg er ikke et morgenmenneske. Jeg er træt – uanset hvad klokken er. Jeg har brug for at ligge helt stille, for mig selv og vågne. Bare i 10 minutter – men inden jeg overhovedet når at slå øjnene op er der typisk et barn, der stjæler min dyne. Og min hovedpude. Et barn, der skælder (højlydt) ud over at der ikke kan komme luft igennem næsen (forkølelser er det værste). Et barn, der skal tisse. Et andet barn, der er stået op klokken 5.15 (sammen med sin far (som er en helt)) og som på mirakluøs vis, hver morgen, formår at lave en umådelig larm. To børn, der skal have tøj på. To børn, der skal alt muligt.

Jeg fornemmer at det kun bliver værre i takt med at det bliver mørkere. Trætheden er sværere at ryste af når det er mørkt end når det, i det mindste, er fantastisk smukt udenfor i solopgangen. Så jeg er nødt til at finde en løsning på min morgentræthed. En gang imellem er der nemlig en morgen hvor jeg føler mig udhvilet og helt klar til dagen allerede inden jeg rigtigt vågner – og på de morgener er børnene nærmest altid glade. Der er ingen diskussioner om påklædning, kun minimal diskussion om tandbørsten, morgenmaden glider ned, overtøjet kommer på i god ro og orden – og dagen har bare fået en meget bedre start end på de fleste andre dage. Der er nok en sammenhæng – glade forældre giver glade børn. Overskud skaber overskud.

Underskuds-problemet ligger stort set udelukkende hos mig. Jesper er mega overskudsagtig om morgenen. Emilie sover 9 ud af 10 dage rigtig godt og er udhvilet og klar til dagen når hun vågner. Oliver kan godt finde på at vågne tidligere end han egentlig er klar til og dermed være lidt morgen-pylret. Men ham tager Jesper typisk så det er ikke en undskyldning for mig.

Så. Hvad skal der mon til? Jeg ved det nok ikke helt – men en mere streng rutine er måske vejen frem (altså for mig, ikke for resten af familien). At stå op senest 6.15 hver dag – og ikke lige nyde det de dage hvor Emilie sover længere. Små bitte faste morgenritualer. Trække gardinet op. Lufte ud. Rede seng. Helt banale ting som de fleste mennesker sikkert gør uden at tænke over dem. Men som jeg ikke gør fordi jeg i stedet vælger at ligge 5 minutter mere under dynen.

Som med alle dårlige vaner der skal ændres til bedre er der ingen grund til at vente på d. 1. Eller på at det bliver mandag. Så fra i morgen vil jeg begynde at arbejde på at blive en bedre morgen-version af mig selv. Fingers crossed for at projektet starter ud med en nat hvor alle sover godt…

Frit slag i Fætter BR

IMG_5230[1]

I går var vi i Fætter BR. Emilie og jeg. Og Emilie havde frit slag på alle hylder (eller, næsten i hvert fald). Sådan her gik det til:

Som udgangspunkt går sådan en slaraffen-lands-tur jo stik i mod mit september-princip om ikke at købe noget – men Emilie havde et gavekort på 300 kroner liggende og hun havde selv fået lov at vælge at det skulle bruges i Fætter BR. Så afsted vi tog. Jeg fortalte hende at hun måtte vælge én ting i hele butikken og så kunne hun betale med det lille plastic-kort.

‘Er det her penge, Mor? Kan jeg betale med det? Ægte?’

Penge er en skør størrelse når man er 4½!

Vi gik lidt rundt i butikken og der var et par ting der fangede Emilies interesse. En stor hårsløjfe på en hårbøjle. Nogle lidt underlige små bamser med store glimmer-øjne. Nogle meget glitrende perler. En Elsa-dukke – som teknisk set kostede mere end gavekortets værdi så jeg var allerede mentalt ved at forberede mig på at forhandle mig frem til at finde noget andet. Men inden jeg kom så langt gik Emilie resolut hen til bogreolen og tog en bog op.

Det var en baby-bog. Sådan en med tykke papsider. Og en bil uden på.

‘Det skal være denne her, Mor. Den skal vi købe. Til Oliver’

På den ene side havde jeg faktisk lyst til at sige at hun ikke skulle bruge sin egen fødselsdagsgave på at købe en gave til Oliver – men på den anden side syntes jeg at det var helt bedårende sødt at hun midt i bunker af glitrende, skinnende legetøj, der kæmpede med hinanden om børnenes (og forældrenes) opmærksomhed, valgte en bog. Til sin lillebror.

Så vi tog bil-bogen med.

Og valgte også to af de små bamser med store øjne. En til Emilie og en til Oliver. Og fordi jeg syntes at hun var helt utroligt dygtig til at være i en legetøjsbutik fik hun også lov at tage en blyant med en flamingo oven på.

Hun betalte stolt for det hele og glædede sig til at komme hjem og vise Oliver de fine ting.

Et eller andet må vi have gjort rigtigt med hende Emilie.

Efterår

IMG_5081[1]

Jeg synes at jeg blinkede, og så var det efterår?

Regn, rusk, blade, der begynder at blive gule og røde. Mørke. Når vi står op og når vi går i seng. Gummistøvler, strikkede trøjer og børn, der kommer hjem og dufter af regn og frisk luft. Med røde kinder.

Min yndlingsårstid er når årstiden skifter. Det hele er så nyt. Hver gang. Det minder mig om at kun forandring er konstant – og det er da en meget rar følelse at starte en ny årstid med. Potentialet, mener jeg. Potentialet til at gøre det hele endnu bedre. På en ny måde.

En minimalists bekendelser

Kender i den der følelse af at man tror man er det ene eller det andet…og man så finder ud af at det er man slet ikke?

Jeg har egentlig altid betragtet Jesper og jeg som lidt minimalistiske. Vi kan godt lide minimalistisk indretning. Vi kan godt lide at rejse med kun det allermest nødvendige i en rygsæk. Vi levede ganske fint, 3 mennesker på 54 m2. Jeg er virkelig dårlig til nips. Nogle gange synes jeg at det ser så fint ud hos andre at jeg køber noget nipset – men jeg kan bare aldrig få det til at stå pænt og ender som regel med at sætte det væk fordi jeg synes det roder, i stedet for at pynte.

Men. Den anden dag hørte jeg et interessant interview med en mand (som jeg har glemt hvad hed). En ægte minmalist. Han ejede i alt 200 ting. Ikke mere, ikke mindre. 200.

Vi har 307 ting i det skab der:

Resized-IMG_3880

Og så har jeg endda talt legoklodserne som én samlet ting.

Det var faktisk lidt en øjenåbner for mig at rydde op i skabet, tælle efter, sortere og få smidt nogle af de ting ud som var i stykker, som ikke fungerer for os eller som bare aldrig bliver brugt. Det var rart! Og skabet ser stadig pænt ud selv om det er mere end en uge siden (det har ellers tendens til hurtigt at bliver lidt overloadet, som på billedet).

Så med den erkendelse i baghovedet at vi slet ikke er så minimalistiske som jeg gik rundt og troede vil jeg fremover have meget mere fokus på at få ryddet ud i vores ting og sendt de ting til genbrug, der har udtjent deres værnepligt – og, naturligvis, på ikke at fylde op med flere nye ting hele tiden som vi måske slet ikke har brug for.

Stærkt inspireret af den fine blog Smilerynker skyder vi (=jeg) projekt ‘mere-minimalisme-mere-overskud’ i gang med en købefri måned – startende 1/9. Jeg falder nemt i købe-fælden når jeg spontant bliver inspireret på fx instgram eller facebook – og min store svaghed er netbutikker. Derfor – for at hjælpe mig selv til at overholde mit købestop er der adgang forbudt i netbutikker. Eneste undtagelse er gaver og selvfølgelig mad, drikke og husholdningsartikler.

Fototeknik: Fastfrys en dråbe

2017_03_Grønland (151)

Dryp! Marts måned i Nuuk. Sneen ligger meter-dyb over hele byen og massive istapper hænger ned fra næsten alle facader. Men varmen fra solen lover at vinteren ender, istapperne smelter og sneen må vige pladsen for dværgbuske, mosser, græs og lav.

Og ja! Alt det er fanget i den lille dråbe på billedet, der ganske lydløst lander i sneen. Solen skinner, isen smelter, sneen forsvinder.

Billedet er taget med følgende indstillinger:

F9.0
ISO 250
1/1600

F-stoppet er faktisk en del højere end jeg sædvanligvis bruger – men i det skarpe, arktiske sollys var det ganske enkelt nødvendigt at lukke så langt ned for at undgå at billedet blev alt for hvidt. Med det lave f-stop sker der det at en større del af billedet er i fokus – men lige netop her opnås alligevel en fin, sløret baggrund hvilket skyldes at baggrunden er temmelig langt væk. Det krævede en vis akrobatik at vinkle mig selv, istappen og baggrunden netop på denne måde – og det kostede også en våd sok, da jeg landede i den pyt, der er skabt under istappen. Det er prisen for at holde øjet på motivet og ikke på fødderne :-p

Læs evt. mere om f-stop og hvordan det påvirker dit billede i dette indlæg.

Dråben fastfryses i sit fald ved at sætte lukketiden til 1/1600. For at fastfryse bevægelse på denne måde er det nødvendigt at sætte lukketiden så lavt (=hurtigt) som muligt. Husk på at des hurtigere lukketid, des mindre lys lukkes ind i objektivet. I denne situation, hvor lyset og reflektionen fra al sneen næsten er blændende, er det slet ikke et problem – men i en situation med mindre lys kan man kompensere ved at skrue op for ISO’en eller ned for f-stoppet.

Den sidste nødvendige faktor er: Timing. Og en smule tålmodighed. Hold fokus på spidsen af istappen (eller hvad det nu er du vil fange, det kan også være en regndråbe, der falder fra et blad eller noget helt andet), med udløserknappen trykket halvt ned. Så snart dråben slipper trykker du knappen helt i bund.

Tjek billedet på skærmen. Er lys-balancen i orden? Er dråben skarp? Hvis ikke må du skrue endnu længere ned for lukketiden. Er motivet som du ønsker eller er der noget i baggrunden, der forstyrrer? Fx en lygtepæl, en skraldespand, eller en bil der tillod sig at køre forbi lige da du tog dit billede – hvis ja, kan du flytte dig lidt og prøve igen. Bliv ved ind til du er tilfreds (men husk at passe på hvor du sætter fødderne…).

Back to basics

Resized-IMG_3840

Onsdag eftermiddag. Ved Farum Sø. Ro, sol, vand, ænder, sand og glade, glade unger. Over and out.

Resized-IMG_3859 Resized-IMG_3867

Ps: Fik jeg sagt hvor uendeligt glade vi er for at vi tilfældigvis havnede i Furesø Kommune? Det er vi. Meget glade, altså. Tænk at bo 3½ minut fra sådan en eftermiddag.

Lidt i den lette ende

IMG_4955

En lille peplum blev til i går aftes. Min gamle symaskine som var mere eller mindre rødglødende hele efteråret og vinteren stod af i forsommeren – den kunne simpelthen ikke mere. Det var ikke en maskine det rigtig kunne betale sig at reparere en hel masse på – men omvendt var finanserne ikke helt til at investere i en ny. Det satte syeriet på en lille pause!

Men så, som sendt fra himlen, fik jeg mulighed for at købe min nabos gamle maskine – en ældre Husqvarna. Og NØJ en forskel. Jeg tænkte slet ikke over HVOR meget den første maskine larmede før jeg fik den nye – og jeg tænkte slet ikke over HVOR langsomt den første maskine syede før jeg fik den nye. Jamen altså, det var simpelthen som at sy igennem smør med den nye maskine – hvor den gamle mere var som at sy i beton.

MEN. Hvor den gamle maskine syede i ALT hvad jeg bød den, uden brok, uden at knække nåle, uden at rynke stof hvor det ikke skal rynkes, uden at bule, uden at sno, uden problemer overhovedet (altså, ind til den bare slet ikke kunne mere) – så voldte den nye mig store problemer. Den trak for meget, den trak for lidt, den ville overhovedet ikke kante, tvillingenål-sømme blev helt ude i hampen, nålene knækkede, tråden sprang – så det kan godt være at den var hurtig og lydløs, men det var næsten som at skulle begynde helt forfra med at lære at sy.

Det tog lige lidt af gejsten en overgang! Men nu er vi ved at være gode venner – jeg har indset betydningen af korrekt trådspænding og trykfodspres (ting som min gamle maskine var aldeles ufølsom over for) og denne lille peplum er jeg faktisk ganske godt tilfreds med. Øvelse gør mester – i hvert fald på sigt :-)

Beslutningen er taget – livet med PCOS

Blog_IMG_7529OK. Det her indlæg har været en del år undervejs. 5½ år faktisk. Det er nemlig 5½ år siden at Jesper og jeg besluttede at vores familie skulle udvides fra 2 til 3. På sigt 4.

Men. Det der med at blive gravid – det gik ikke sådan helt af sig selv. Jeg vidste det egentlig godt – at min cyklus var og altid har været fuldstændig tilfældig. På ingen måde til at regne med. At jeg egentlig opbygger muskler hurtigere end så mange andre piger. På det tidspunkt boksede jeg 4-6 gange om ugen. Og jeg var stærk! Jeg slog hårdere end man lige skulle regne med. Men jeg vidste det godt. Så snart jeg holder op med at træne intensivt tager jeg på – på maven. Der var andre tegn – og jeg vidste det godt, men jeg vidste ikke hvad det hed.

Det hedder PCOS.

Det betyder at min krop ikke reagerer optimalt på hormonet insulin. Det betyder at det var svært at blive gravid. Det betyder at jeg har manglende ægløsninger, forhøjet mandligt kønshormon, øget hårvækst og svært ved at tabe mig – særligt på maven.

Jamen, skønt altså!

Sygdommen fik jeg faktisk først, sådan officielt, konstateret da Emilie var ca. 2 år og den der lillebror/lillesøster som vi drømte om, lod vente på sig. Da min læge nævnte de fire små bogstaver, PCOS, faldt brikkerne på plads for mig – der var så mange ting, der pegede i netop den retning.

Min allerkæreste veninde, som selv kæmper en uretfærdig kamp i mod ufrivillig barnløshed, åndede lettet op på mine vegne. Så var der jo en grund til at jeg ikke blev gravid! En helt håndgribelig grund, som jeg endda kunne gøre noget ved! Igennem kost og motion kan man komme virkelig langt i forhold til at modvirke symptomerne på PCOS. Hun var virkelig, oprigtig glad på mine vegne. En håndgribelig grund til den udeblivende graviditet er så meget nemmere at forholde sig til end når beskeden fra lægerne er at der intet er i vejen – men gravid bliver man ikke.

Jeg kan godt se hvad hun mente. Virkelig. Men jeg følte mig ikke lettet. Jeg følte mig syg. En kronisk sygdom, som ganske vist påvirkede min evne til at blive gravid lige i den periode i mit liv hvor det var mit ønske at blive gravid. Men også en kronisk sygdom som jeg har nu – og som påvirker mig nu selv om jeg ikke skal have flere børn.

En sygdom som er svær at snakke om for det er bare hamrende ufeminint at have øget mandligt kønshormon. Og jeg har ikke lyst til at snakke om det. Jeg har ikke lyst til at konfrontere mig selv med symptomerne – jeg har lyst til at glemme alt om det og bare igen være slank og stærk som for 6 år siden.

Men så nemt går det jo ikke, vel? Der skal mere til og derfor er beslutningen taget – fremover er jeg nødt til at holde mig til en PCOS venlig kost. Det betyder nul sukker. Det er ok. Det betyder også nul pasta og ris. Det bliver svært. Og nul lækkert, nybagt hvidt brød. Det bliver nærmest umuligt.

Jeg oplever at der er meget fokus på PCOS i fohold til graviditet – og meget lidt fokus på at leve med PCOS resten af livet. Før og efter eventuelle graviditeter. Så selv om det vender sig lidt i mig og jeg har lyst til at holde det her helt for mig selv – så skriver jeg dette indlæg og trykker udgiv om et øjeblik i håb om at jeg ikke er den eneste der føler mig generet af disse symptomer. Og for at kickstarte min egen rejse i mod et liv med styr på PCO’en, hormonerne og vægten.

Hverdag igen – nu med gode intentioner

Resized-IMG_1878

Vi kommer ikke uden om det – ferien er slut. Den har været både virkelig lang og virkelig kort på samme tid. Vi har lagt en masse gode planer for hvordan vores hverdag kan blive endnu bedre end den var i forvejen. Ord som ‘træning’, ’sundhed’ og ‘madplaner’ er blevet slynget rundt – og det er de med god grund for det er 3 ord, der tidligere betød enormt meget i vores hverdag. Og vi savner dem. Ikke kun ordene, men alt det der følger med at prioritere sin egen sundhed – øget velvære, bedre søvn, mere glæde. Faktum er at der ikke har været plads. Der har ikke været plads til at gøre noget så egoistisk som at tage en time ud af familie-livet for at træne – men fremover skal der være plads. For både vores egen og familiens skyld.

Joh. Vi har lagt gode planer i ferien. Planer for at få plads til træningstøj et sted hvor vi rent faktisk kan komme til det. Planer for hvordan og hvorledes. Madplaner, ikke mindst.

Og hvad sker der så?

Jamen så bliver vi ramt af halsbetændelse. I-GEN! Igen-igen! Og ikke bare sådan lidt-ondt-i-halsen-agtigt. Næh, sådan feber-krampe-har-ikke-spist-i-tre-dage-agtigt. Ligge-under-to-dyner-og-ryste-af-feber-kulde-agtigt. Afløst af feber-hedeslag-agtigt. Når ikke engang koldskål kan passere igennem halsen, så ved man at den er hævet.

Så. Træning? Ikke her de første dage efter ferien. På den anden side har vi bestemt heller ikke indtaget flere kalorier end allerhøjest nødvendigt. Men sådan rigtig sundt, det kan man vist ikke sige at det har været…

Heldigvis forsvinder planerne jo ikke bare fordi de bliver udsat lidt – og i morgen er der endnu en dag. Hvor alle (alle) forventes at være feber-fri. Og så skal hverdagen få! Kom an, hverdag. Vi glæder os til at gøre dig til noget, der er lige så rart som ferie.

15½ måned og lidt om sprog

IMG_3201

Oliver har, egentlig ganske ubemærket, rundet de 15 måneder i løbet af ferien – og tillykke til ham med det! OG, tillykke til forældrene – vi kom igennem de første 15 måneder og udfra vores betragtelige erfaring, der jo beløber sig til 1 veludviklet barn, ved vi at det fra nu af for alvor bliver sjovere og sjovere. Oliver er motorisk virkelig langt og fuldt ud i stand til at komme hvor som helst hen – inkl. op på køkkenbordet (det kræver bare at han henter en skammel først), ud af haven (selvom vi har bygget en havelåge for at holde ham inde), ud til den store vej (selvom hullet i hækken er mikroskopisk og tilgroet af brændenælder). Kort sagt – han kommer hen hvor han vil, fuldstændig frygtløst og ganske uden at se sig tilbage. Om han virkelig anser sig selv for usårlig eller om han har en komplet indbygget tro på at vi er der og redder ham ud af farlige situationer – det ved jeg ikke. Faktum er at øjne i nakken er i høj kurs.

Sprogligt begynder der også at ske lidt. For nøjagtig 3 år siden skrev jeg dette indlæg om Emilies sprog – og lillebror må nok indse at han ikke helt kan følge med. Ikke desto mindre har han også et lille og meget nyttigt ordforråd:

Tra-tor: Traktor. Fællesbetegnelse for alle store køretøjer.

Bi-il: Bil. Fællesbetegnelse for alle små køretøjer. Inkl. cykler.

Brrm-brrmm: Alle køretøjer hvor der er en smule tvivl om hvorvidt det er en tra-tor eller en bi-il.

Mi-mi: Emilie (ååårh, moderen smelter når han peger, griner og siger søsters navn. Også selv om det kun er sket to gange ind til videre…)

Da: Far. Tror jeg nok. Det er lidt inkonsistent.

MAM: Mad

Mam-mam-mam: Sut

Vn: Vand/mælk

Ah-DET: Hvad er det?

I løbet af ferien er han virkelig begyndt at eksperimentere med lyde og han kan sidde længe med Duplo klodserne og snakke for sig selv – så måske bliver det snart til flere ‘rigtige’ ord 😀

1 2 3 74