Fototeknik: Fastfrys en dråbe

2017_03_Grønland (151)

Dryp! Marts måned i Nuuk. Sneen ligger meter-dyb over hele byen og massive istapper hænger ned fra næsten alle facader. Men varmen fra solen lover at vinteren ender, istapperne smelter og sneen må vige pladsen for dværgbuske, mosser, græs og lav.

Og ja! Alt det er fanget i den lille dråbe på billedet, der ganske lydløst lander i sneen. Solen skinner, isen smelter, sneen forsvinder.

Billedet er taget med følgende indstillinger:

F9.0
ISO 250
1/1600

F-stoppet er faktisk en del højere end jeg sædvanligvis bruger – men i det skarpe, arktiske sollys var det ganske enkelt nødvendigt at lukke så langt ned for at undgå at billedet blev alt for hvidt. Med det lave f-stop sker der det at en større del af billedet er i fokus – men lige netop her opnås alligevel en fin, sløret baggrund hvilket skyldes at baggrunden er temmelig langt væk. Det krævede en vis akrobatik at vinkle mig selv, istappen og baggrunden netop på denne måde – og det kostede også en våd sok, da jeg landede i den pyt, der er skabt under istappen. Det er prisen for at holde øjet på motivet og ikke på fødderne :-p

Læs evt. mere om f-stop og hvordan det påvirker dit billede i dette indlæg.

Dråben fastfryses i sit fald ved at sætte lukketiden til 1/1600. For at fastfryse bevægelse på denne måde er det nødvendigt at sætte lukketiden så lavt (=hurtigt) som muligt. Husk på at des hurtigere lukketid, des mindre lys lukkes ind i objektivet. I denne situation, hvor lyset og reflektionen fra al sneen næsten er blændende, er det slet ikke et problem – men i en situation med mindre lys kan man kompensere ved at skrue op for ISO’en eller ned for f-stoppet.

Den sidste nødvendige faktor er: Timing. Og en smule tålmodighed. Hold fokus på spidsen af istappen (eller hvad det nu er du vil fange, det kan også være en regndråbe, der falder fra et blad eller noget helt andet), med udløserknappen trykket halvt ned. Så snart dråben slipper trykker du knappen helt i bund.

Tjek billedet på skærmen. Er lys-balancen i orden? Er dråben skarp? Hvis ikke må du skrue endnu længere ned for lukketiden. Er motivet som du ønsker eller er der noget i baggrunden, der forstyrrer? Fx en lygtepæl, en skraldespand, eller en bil der tillod sig at køre forbi lige da du tog dit billede – hvis ja, kan du flytte dig lidt og prøve igen. Bliv ved ind til du er tilfreds (men husk at passe på hvor du sætter fødderne…).

Back to basics

Resized-IMG_3840

Onsdag eftermiddag. Ved Farum Sø. Ro, sol, vand, ænder, sand og glade, glade unger. Over and out.

Resized-IMG_3859 Resized-IMG_3867

Ps: Fik jeg sagt hvor uendeligt glade vi er for at vi tilfældigvis havnede i Furesø Kommune? Det er vi. Meget glade, altså. Tænk at bo 3½ minut fra sådan en eftermiddag.

Lidt i den lette ende

IMG_4955

En lille peplum blev til i går aftes. Min gamle symaskine som var mere eller mindre rødglødende hele efteråret og vinteren stod af i forsommeren – den kunne simpelthen ikke mere. Det var ikke en maskine det rigtig kunne betale sig at reparere en hel masse på – men omvendt var finanserne ikke helt til at investere i en ny. Det satte syeriet på en lille pause!

Men så, som sendt fra himlen, fik jeg mulighed for at købe min nabos gamle maskine – en ældre Husqvarna. Og NØJ en forskel. Jeg tænkte slet ikke over HVOR meget den første maskine larmede før jeg fik den nye – og jeg tænkte slet ikke over HVOR langsomt den første maskine syede før jeg fik den nye. Jamen altså, det var simpelthen som at sy igennem smør med den nye maskine – hvor den gamle mere var som at sy i beton.

MEN. Hvor den gamle maskine syede i ALT hvad jeg bød den, uden brok, uden at knække nåle, uden at rynke stof hvor det ikke skal rynkes, uden at bule, uden at sno, uden problemer overhovedet (altså, ind til den bare slet ikke kunne mere) – så voldte den nye mig store problemer. Den trak for meget, den trak for lidt, den ville overhovedet ikke kante, tvillingenål-sømme blev helt ude i hampen, nålene knækkede, tråden sprang – så det kan godt være at den var hurtig og lydløs, men det var næsten som at skulle begynde helt forfra med at lære at sy.

Det tog lige lidt af gejsten en overgang! Men nu er vi ved at være gode venner – jeg har indset betydningen af korrekt trådspænding og trykfodspres (ting som min gamle maskine var aldeles ufølsom over for) og denne lille peplum er jeg faktisk ganske godt tilfreds med. Øvelse gør mester – i hvert fald på sigt :-)

Beslutningen er taget – livet med PCOS

Blog_IMG_7529OK. Det her indlæg har været en del år undervejs. 5½ år faktisk. Det er nemlig 5½ år siden at Jesper og jeg besluttede at vores familie skulle udvides fra 2 til 3. På sigt 4.

Men. Det der med at blive gravid – det gik ikke sådan helt af sig selv. Jeg vidste det egentlig godt – at min cyklus var og altid har været fuldstændig tilfældig. På ingen måde til at regne med. At jeg egentlig opbygger muskler hurtigere end så mange andre piger. På det tidspunkt boksede jeg 4-6 gange om ugen. Og jeg var stærk! Jeg slog hårdere end man lige skulle regne med. Men jeg vidste det godt. Så snart jeg holder op med at træne intensivt tager jeg på – på maven. Der var andre tegn – og jeg vidste det godt, men jeg vidste ikke hvad det hed.

Det hedder PCOS.

Det betyder at min krop ikke reagerer optimalt på hormonet insulin. Det betyder at det var svært at blive gravid. Det betyder at jeg har manglende ægløsninger, forhøjet mandligt kønshormon, øget hårvækst og svært ved at tabe mig – særligt på maven.

Jamen, skønt altså!

Sygdommen fik jeg faktisk først, sådan officielt, konstateret da Emilie var ca. 2 år og den der lillebror/lillesøster som vi drømte om, lod vente på sig. Da min læge nævnte de fire små bogstaver, PCOS, faldt brikkerne på plads for mig – der var så mange ting, der pegede i netop den retning.

Min allerkæreste veninde, som selv kæmper en uretfærdig kamp i mod ufrivillig barnløshed, åndede lettet op på mine vegne. Så var der jo en grund til at jeg ikke blev gravid! En helt håndgribelig grund, som jeg endda kunne gøre noget ved! Igennem kost og motion kan man komme virkelig langt i forhold til at modvirke symptomerne på PCOS. Hun var virkelig, oprigtig glad på mine vegne. En håndgribelig grund til den udeblivende graviditet er så meget nemmere at forholde sig til end når beskeden fra lægerne er at der intet er i vejen – men gravid bliver man ikke.

Jeg kan godt se hvad hun mente. Virkelig. Men jeg følte mig ikke lettet. Jeg følte mig syg. En kronisk sygdom, som ganske vist påvirkede min evne til at blive gravid lige i den periode i mit liv hvor det var mit ønske at blive gravid. Men også en kronisk sygdom som jeg har nu – og som påvirker mig nu selv om jeg ikke skal have flere børn.

En sygdom som er svær at snakke om for det er bare hamrende ufeminint at have øget mandligt kønshormon. Og jeg har ikke lyst til at snakke om det. Jeg har ikke lyst til at konfrontere mig selv med symptomerne – jeg har lyst til at glemme alt om det og bare igen være slank og stærk som for 6 år siden.

Men så nemt går det jo ikke, vel? Der skal mere til og derfor er beslutningen taget – fremover er jeg nødt til at holde mig til en PCOS venlig kost. Det betyder nul sukker. Det er ok. Det betyder også nul pasta og ris. Det bliver svært. Og nul lækkert, nybagt hvidt brød. Det bliver nærmest umuligt.

Jeg oplever at der er meget fokus på PCOS i fohold til graviditet – og meget lidt fokus på at leve med PCOS resten af livet. Før og efter eventuelle graviditeter. Så selv om det vender sig lidt i mig og jeg har lyst til at holde det her helt for mig selv – så skriver jeg dette indlæg og trykker udgiv om et øjeblik i håb om at jeg ikke er den eneste der føler mig generet af disse symptomer. Og for at kickstarte min egen rejse i mod et liv med styr på PCO’en, hormonerne og vægten.

Hverdag igen – nu med gode intentioner

Resized-IMG_1878

Vi kommer ikke uden om det – ferien er slut. Den har været både virkelig lang og virkelig kort på samme tid. Vi har lagt en masse gode planer for hvordan vores hverdag kan blive endnu bedre end den var i forvejen. Ord som ‘træning’, ’sundhed’ og ‘madplaner’ er blevet slynget rundt – og det er de med god grund for det er 3 ord, der tidligere betød enormt meget i vores hverdag. Og vi savner dem. Ikke kun ordene, men alt det der følger med at prioritere sin egen sundhed – øget velvære, bedre søvn, mere glæde. Faktum er at der ikke har været plads. Der har ikke været plads til at gøre noget så egoistisk som at tage en time ud af familie-livet for at træne – men fremover skal der være plads. For både vores egen og familiens skyld.

Joh. Vi har lagt gode planer i ferien. Planer for at få plads til træningstøj et sted hvor vi rent faktisk kan komme til det. Planer for hvordan og hvorledes. Madplaner, ikke mindst.

Og hvad sker der så?

Jamen så bliver vi ramt af halsbetændelse. I-GEN! Igen-igen! Og ikke bare sådan lidt-ondt-i-halsen-agtigt. Næh, sådan feber-krampe-har-ikke-spist-i-tre-dage-agtigt. Ligge-under-to-dyner-og-ryste-af-feber-kulde-agtigt. Afløst af feber-hedeslag-agtigt. Når ikke engang koldskål kan passere igennem halsen, så ved man at den er hævet.

Så. Træning? Ikke her de første dage efter ferien. På den anden side har vi bestemt heller ikke indtaget flere kalorier end allerhøjest nødvendigt. Men sådan rigtig sundt, det kan man vist ikke sige at det har været…

Heldigvis forsvinder planerne jo ikke bare fordi de bliver udsat lidt – og i morgen er der endnu en dag. Hvor alle (alle) forventes at være feber-fri. Og så skal hverdagen få! Kom an, hverdag. Vi glæder os til at gøre dig til noget, der er lige så rart som ferie.

15½ måned og lidt om sprog

IMG_3201

Oliver har, egentlig ganske ubemærket, rundet de 15 måneder i løbet af ferien – og tillykke til ham med det! OG, tillykke til forældrene – vi kom igennem de første 15 måneder og udfra vores betragtelige erfaring, der jo beløber sig til 1 veludviklet barn, ved vi at det fra nu af for alvor bliver sjovere og sjovere. Oliver er motorisk virkelig langt og fuldt ud i stand til at komme hvor som helst hen – inkl. op på køkkenbordet (det kræver bare at han henter en skammel først), ud af haven (selvom vi har bygget en havelåge for at holde ham inde), ud til den store vej (selvom hullet i hækken er mikroskopisk og tilgroet af brændenælder). Kort sagt – han kommer hen hvor han vil, fuldstændig frygtløst og ganske uden at se sig tilbage. Om han virkelig anser sig selv for usårlig eller om han har en komplet indbygget tro på at vi er der og redder ham ud af farlige situationer – det ved jeg ikke. Faktum er at øjne i nakken er i høj kurs.

Sprogligt begynder der også at ske lidt. For nøjagtig 3 år siden skrev jeg dette indlæg om Emilies sprog – og lillebror må nok indse at han ikke helt kan følge med. Ikke desto mindre har han også et lille og meget nyttigt ordforråd:

Tra-tor: Traktor. Fællesbetegnelse for alle store køretøjer.

Bi-il: Bil. Fællesbetegnelse for alle små køretøjer. Inkl. cykler.

Brrm-brrmm: Alle køretøjer hvor der er en smule tvivl om hvorvidt det er en tra-tor eller en bi-il.

Mi-mi: Emilie (ååårh, moderen smelter når han peger, griner og siger søsters navn. Også selv om det kun er sket to gange ind til videre…)

Da: Far. Tror jeg nok. Det er lidt inkonsistent.

MAM: Mad

Mam-mam-mam: Sut

Vn: Vand/mælk

Ah-DET: Hvad er det?

I løbet af ferien er han virkelig begyndt at eksperimentere med lyde og han kan sidde længe med Duplo klodserne og snakke for sig selv – så måske bliver det snart til flere ‘rigtige’ ord 😀

Sommer med S og familie med F

Resized-IMG_3229

Åh, men er den danske sommer da ikke herlig? For snart 7 år siden, om vinteren, sagde jeg til Jesper: ‘Vores bryllup skal være i juli – for så er vi sikre på at det er varmt, selv hvis solen ikke skinner, så er det varmt, så vi kan være ude’.

Den dag vi blev gift, i juli, blev hele landet ramt af skybrud. Vores gæster krøb sammen under varmelamperne, med tæpper om skuldrene. Men ude, det var vi. Og fantastisk, det var det!

Det er det samme med denne her sommerferie. Det ER juli! Men varmt…det er det ikke rigtig. Solskin? Ikke her.

Men Sommer. Jo. Ferie. Jo. Dejligt. Det kunne ikke være meget bedre. Dagen har budt på både leg i haven (alle, inkl. farmor og farfar), strand (kun de små vikinger var i vandet), mere leg i haven (alle), båltænding (moderen og mellem-vikingen), snobrød (alle, pånær den mindste) (den mindste hjalp dog med at spise) og så meget hygge og sommer-idyl at vi slet ikke har opdaget at solen ikke skinnede fra en skyfri himmel. Vi har 5 ferie-dage tilbage. Og vi gør dælme hvad vi kan for at udnytte dem bedst muligt.

Her er lidt stemningsbilleder. I morgen gør vi det hele igen. Bare endnu bedre.

Resized-IMG_3156 Resized-IMG_3215 Resized-IMG_3244 Resized-IMG_3250 Resized-IMG_3259

Ps. Yes. Oliver er fan af snobrød. Og endnu større fan af ketchup… :-p

Anmeldelse: Den Fynske Landsby

Resized-IMG_2033

Indrømmet, jeg er en lille smule biased da min mor arbejder som frivillig i Landsbyen og der er bare noget helt utroligt hyggeligt ved at besøge hende i køkkenet hvor hun fremtryller alt muligt spændende på ganske gammeldags manér. Vi har ofte været inde at besøge hende med Emilie og gået lidt rundt i landsbyen – og det er altid simpelthen bare hyggeligt at gå rundt imellem de gamle bygninger og alle de smukke træer og blomster. Vi har dog aldrig rigtig sådan ladet os ‘rive med’ af historien, der fortælles i hele landsbyen – Emilie har været mest interesseret i de forskellige dyr og overhovedet ikke interesseret i at vente på at vi andre læste alle de spændende skilte eller snakkede med de frivillige, der gør musset levende og deler ud af deres viden om datiden.

Men jeg skal da lige love for at der for et par uger siden kom helt andre boller på suppen! Vi startede som altid med et besøg i køkkenet hvor kokkepigerne var i gang med at sylte (og det er altså også hyggeligt at besøge dem selv om man ikke er så heldig at være i familie med en af dem :-p ). Derefter gik vi hen i mod skolestuen hvor der er blevet opstillet en hel række udskårne dyr – i naturtro størrelse. Jeg lyver ikke når jeg siger at de er helt på højde med enhver legeplads – i hvert fald for to størrelser på 1 og 4.

Resized-IMG_1983 Resized-IMG_1986

Derefter bevægede vi os ind i skolestuen – og her var der et lille stykke af historien, der blev helt virkelig for Emilie. Hun kender jo naturligvis ikke rigtig til hvordan skoler ser ud nu til dags og blev derfor nok ikke så overrasket over at se de fine gamle skolebænke, de små tavler ved hver plads eller det massive kateter hvor den strenge lærer har siddet og holdt øje med eleverne. Men hun elskede det – og hun kunne slet ikke få nok af at ‘lege skole’. Selvom hun nu godt nok bad om at få en sød lærer i stedet for den strenge…

Oliver var imens ganske fantastisk underholdt i lokalet ved siden af hvor der er fyldt op med legesager – både nutidige og datidige.

Det blev da faktisk en hel kamp at få de to med ud derfra igen…stor succes!

Derfor; min varmeste anbefaling til Den Fynske Landsby. Der er basis for en hyggelig dag for både store og små.

Ps: Der er gratis trækvogne til låns – hvilket faktisk er næsten på højde med en tur i den rigtige hestevogn, der også kører rundt i hele Landsbyen :-p

Resized-IMG_2017 Resized-IMG_2026

Oliver i sort og hvid

Resized-IMG_1770

Olivers humør er ikke helt på toppen for tiden. Muligvis ikke så underligt når man tænker på at den lille mand har haft mellemørebetændelse stort set non-stop i halvanden måned. Muligvis tilsat et par frembrydende tænder og et tigerspring, der siger spar to. Han er netop startet sin fjerde penicillin-kur og faktisk må man give ham – han tager det pænt. Men den søde, sprudlende, glade Oliver som vi kender er erstattet af en lidt mere pylret udgave. Sådan en, der hænger lidt på armen. Som smider lidt med tingene. Som bare ikke rigtig gider noget. Heldigvis ikke hele tiden. Men en væsentligt større del af tiden end normalt. Billedet herover rammer egentlig meget godt den lidt mutte guts sindsstmening for tiden…

Herunder er han på besøg hos sin oldemor og oldefar og der var bare noget med farverne i det billede, der kaldte på en sort-hvid redigering – det giver noget lidt tidløst til billedet af en lille fyr, der sidder og tegner lige netop der hvor både hans mor og hans mormor også engang legede på gulvet.

Nederst er han på vej ind i skoven i den Fynske Landsby – og skoven er naturligvis ikke helt så mørk som det ud på billedet, men der er bare noget mega Oliver’sk over det billede. Bag ham er ikke kun hans mor og resten af hans familie, der er også solskin og landsby-idyl – masser af tryghed. Men Oliver, han går ikke den sikre vej. Han går ind i skoven – selvom den er mørk. Selvom der er en stejl skrænt, selvom stien stopper efter ganske få meter. Han går ind i det ukendte ganske uden at se sig tilbage – det er jo der eventyret venter.

Resized-IMG_1929 Resized-IMG_1994

Diverse finheder

IMG_7086

Nøøøj, hvor har jeg bare manglet at kunne redigere billeder! Det er lige før det er helt uoverskueligt at få samlet op på det efterslæb som 4 måneder uden computer har skabt – men der er jo kun en vej frem  og jeg kan lige så godt starte med de billeder jeg synes er finest. Det er blandt andet dette af Emilie, der meget omhyggeligt tegner på vinduerne – og kun på vinduerne (‘Jeg tegner IKKE på det hvide, Mor!’) :-)

Det er også lille kamelæon-Oliver på stranden – han går jo nærmest i et med naturen, den lille bandit:

IMG_7121

Jeg kan heller ikke helt stå for Oli, der bare måtte hen til det lille hus med den blå dør på Frilandsmuseet:

IMG_7024

Faktisk er jeg helt spændt på hvad der dukker op af fine små øjeblikke når jeg nu får styr på alle billederne fra 2017. Jeg har været nødt til at tømme kameraet flere gange for at gøre plads så billederne er endt i forskellige mapper, på forskellige harddiske og endda på forskellige computere – men nu kan det hele endelig samles på én computer med både plads og mulighed for billedbehandling. Jubii 😀

1 2 3 74